Hurtigere, højere, stærkere: Nordjyske atleter på guldjagt ved 'mini-OL' på hjemmebane
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
Stangspringer Jakob Holt Jensen fra Aalborg var fredag i aktion på Honnørkajen.
Ugens store sportsevent i Aalborg kulminerer i weekenden, hvor et hav af danmarksmestre skal kåres.
Citius, altius, fortius. Eller på dansk: Hurtigere, højere, stærkere.
Sådan lyder De Olympiske Leges motto, og det er også ganske dækkende for det megaevent, Aalborg i denne uge er værtsby for.
218 danmarksmestre inden for 40 forskellige sportsgrene bliver i denne uge kåret, når Aalborg for anden gang er vært for DM-ugen, som så dagens lys sidste år.
Det er Danmarks Idrætsforbund, der står bag DM-ugen. Idéen er at lave et 'mini-OL', hvor danmarksmesterskaberne i en række sportsgrene - lige fra landevejscykling til krolf og faldskærmsudspring - afvikles samme sted.
PROGRAM
Stangspringer ville veksle sølv til guld
En af dem, der deltager i DM-ugen, er stangspringeren Jakob Holt Jensen fra Aalborg Atletik & Motion. Han var også med sidste år, hvor det blev til en sølvmedalje med et spring på 4,70 meter.
I år var målet at komme op på podiets øverste trin og få en guldmedalje om halsen.
Den mission lykkedes dog ikke helt. Trods en god start på mændenes stangspringskonkurrence måtte Jakob Holt Jensen igen nøjes med en sølvmedalje, mens DM-guldet gik til Nikolaj Graves fra Sparta Atletik & Løb med et spring på fem meter.
- Jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik taget det sidste spring op på førstepladsen, men alt i alt er jeg rimelig tilfreds, siger Jakob Holt Jensen.
Gode erfaringer fra Aalborg
DM-ugen afholdes næste år i Herning, mens arrangementet vender tilbage til Aalborg igen i 2025.
Hvorfor er det vigtigt at samle så mange idrætsgrene på samme sted?
- Når idrætsgrenene holder danmarksmesterskab hver for sig, er opmærksomheden ikke så stor. Når vi holder det sammen, så er der en synergi. Det er ligesom ved et OL, hvor der også er mange idrætsgrene. Det her er et nationalt 'mini-OL', siger Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund.
Se hele programmet "'Mini-OL' i Nordens Paris" her: