Mændene fik nationalmelodi og checks - kvinderne gjorde ikke: - Det er under al kritik

Der blev lørdag fundet danmarksmestre i mountainbikedisciplinen XCO for både kvinder og mænd, men den efterfølgende medaljeceremoni møder skarp kritik.

- Vi bliver overset, og det er under al kritik, at man ikke hylder kvinderne på samme måde som mændene.

Sådan siger mountainbikerytteren Viktoria Smidth Knudsen dagen efter, at hun lørdag deltog i DM-løbet i Rold Skov i mountainbikedisciplinen XCO, som er betegnelsen for den olympiske distance inden for sporten.

Baggrunden for den 28-årige rytter fra Holte MTB Klubs utilfredshed er den medaljeceremoni, der blev afholdt, efter at løbene var afgjort.

Her blev både kvinder og mænd hyldet, men der var forskel på, hvordan det skete. De fem bedst placerede mænd kom på podiet. Her fik de præmiechecks, og så blev nationalmelodien spillet.

Ved kvindernes ceremoni var det kun de tre bedste ryttere, der fik lov at komme på podiet. Her fik de hver en kuvert med en håndskrevet præmiecheck, og nationalmelodien fik de ikke lov at høre.

- Det må ikke ske ved en stort anlagt DM-uge, at nationalmelodien ikke bliver spillet. Selvom det måske er en menneskelig fejl, så må det bare ikke ske. Det betyder så meget for os, at vi bliver anerkendt på lige vilkår med mændene, siger Viktoria Smidth Knudsen.

Caroline Bohé fik hverken en stor check eller nationalmelodien, da hun lørdag var på podiet.
Caroline Bohé fik hverken en stor check eller nationalmelodien, da hun lørdag var på podiet.

- Der blev begået en fejl

22-årige Caroline Bohé, som sidste år deltog ved OL i Tokyo, vandt kvindernes løb foran Sofie Heby Pedersen fra Aalborg Mountainbikeklub. Hun ærgrer sig over, at hun ikke fik samme hyldest som Sebastian Fini Carstensen, der vandt mændenes løb.

- Det er selvfølgelig lidt tamt, at man går op på podiet, og så går man ned igen uden, at der har været det, man forbinder med et danmarksmesterskab. Det var lidt ærgerligt, siger Caroline Bohé fra Ghost Factory Racing Team.

Det er Rold Skov MTB og Aalborg Mountainbikeklub, som i samarbejde med Danmarks Cykle Union har arrangeret DM-løbene, der bliver afviklet i forbindelse med DM-ugen. Arrangørerne beklager og lægger sig fladt ned.

- Der blev begået en fejl. Præmiecheckene lå klar til kvinderne også, og nationalmelodien var klar på iPad'en, men da det var den første præmieceremoni på dagen, så var den frivillige ikke klar over, at det var der, de skulle bruges, siger arrangør Henrik Grøn fra Rold Skov MTB.

De frivillige arrangører ærgrer sig over fejlen.

- Vi har lagt mere end 1000 timers frivilligt arbejde i arrangementet fra de to arrangørklubber, siger Henrik Grøn.

Og så løber det her med opmærksomheden. Hvordan har du det med det?

- Det er jeg rigtig ærgerlig over, siger han.

- Selvfølgelig skal der være styr på det

Viktoria Smidth Knudsen blev nummer fire i kvindernes løb. Hun undrer sig over, at arrangørerne lørdag valgte at gøre forskel på mænd og kvinder.

- På verdensscenen klarer vores bedste kvindelige ryttere sig bedre end mændene, så det er mærkeligt, at Caroline Bohé ikke skal have samme hyldest som vinderen hos herrerne, siger Viktoria Smidth Knudsen.

Og lørdagens vinder, som sikrede sig endnu en DM-guldmedalje søndag og fik den behørige hyldest, da hun vandt i disciplinen XCC, er enig.

- Det er elite-DM, vi kører, og vi er nogle af de bedste i verden, der kommer hjem og konkurrerer, så selvfølgelig skal der være styr på det, siger Caroline Bohé.


Seneste nyt

fra Nordjylland