Sidste år blev Katrine gravid og ventede parrets tredje barn. Til en tidlig scanning blev det slået fast, at parret ventede sig tvillinger. De skulle være forældre til fire! 

Men de mange tanker og forestillinger, som parret havde gjort sig om dobbeltbarnevogn og en ekstra stor bil til de fire børn, stoppede brat. Ved en scanning i uge 27 viste det sig, at den ene tvillings hjerte var stoppet med at slå. 

- Det var et kæmpe tab og en kæmpe sorg, der ramte os. Det var underligt at tænke på, at der både var en levende og en død inde i maven, og jeg kom nok til at fokusere mere på hende vi havde mistet, fortæller Katrine Larsen. 

Begravet i en lille kiste

Normalt ville kroppen sørge for, at det døde barn ville blive født, men det gjorde Katrine Larsens krop ikke, og derfor bar hun rundt på både det døde og det levende barn, indtil hende krop gik i fødsel efter ni måneders graviditet. 

- Vi var overvældede af følelser omkring, at vi havde fået levende pige, men vi havde også mistet en. For det var lidt som at miste hende på ny, for nu var hun ikke længere inde i mig, fortæller hun. 

En begravelse for lille Mia blev planlagt, men da Katrines mand Emil skulle bære den lille kiste ud af kirken, brød han fuldstændig sammen i gråd. I stedet måtte en nær ven bære kisten. 

Snak om sorg skaber dårlig stemning 

Katrine Larsen er glad for, at Mia har et gravsted, hvor hun kan gå hen og mindes den lille pige og alt det, der skulle have været. 

- Det er trygt for mig at have nogle ting, der viser en glæde over hende, fortæller hun. 

Hun oplever, at folk har været en smule berøringsangste, når det er kommet til at tale om Mias død, og hun synes, det har været svært selv at fortælle, hvordan hun har haft det. 

- Man skaber ikke den gode stemning ved at snakke om sorg, om at have mistet og ved at sige: "Jeg faktisk har det rigtig skidt, fordi jeg er i en stor sorg", siger hun og fortsætter:

- Jeg er blevet spurgt om, eller jeg har hørt en undren over, at folk synes, at jeg bruger lidt for meget tid på at være ked af det og mindes hende, for som de siger: "Du kendte hende jo ikke, og hun var jo død inden fødslen." Men ja, men hun var der jo, og man bliver hele tiden mindet om hende. Jeg kan jo bare kigge på Ida og se, at der skulle have været dobbelt. 

En befrielse at tale med andre

For Katrine Larsen har det hjulpet at mødes med andre, der er eller har været i samme situation. Derfor deltager hun i det initiativ, der hedder "Sorg og liv", som er en del af Aalborgprovstiers menighedspleje. 

- Det var en kæmpe befrielse at komme hen og snakke med nogen, som også havde mistet et barn. Nogle havde mistet, hvor de havde mødt barnet i nogle timer, dage eller uger – andre havde mistet barnet i maven. Der er nogen, der faktisk bare siger, det forstår vi godt, vi har været der, og vi ved, at det bliver bedre, forklarer hun. 

Se hele afsnittet af "Eftertanke" her. Husk, at du kan se alle vores programmer på  tv2nord.dk/tv.