Stemmesluger: Hver femte nordjyde satte kryds ved Søren Gade
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Søren Gade fik ved valget til Europa-Parlamentet over 61.000 personlige stemmer i Nordjyllands Storkreds
61.071. Så mange nordjyder valgte søndag at sætte deres kryds ud for Venstre Søren Gade.
Den tidligere minister er dermed med afstand den største stemmesluger af alle i Nordjyllands Storkreds og alt tegner da også til, at han bliver en af de største stemmeslugere på landsplan.
Søren Gade er den kandidat, der i alle de ni nordjyske valgkredse har fået flest personlige stemmer, og i alle kredsene har han fået over halvdelen af de stemmer, der er givet til partiet Venstre.
I Aalborg Øst-kredsen hvor Søren Gade i 2015 var opstillet til Folketinget, modtog Søren Gade 59 procent af alle Venstre-stemmerne. Og det er faktisk den kreds i Nordjylland hvor Søren Gades stemmeandel ud af det samlede antal stemmer på Venstre er mindst.
I Brønderslev-kredsen, der omfatter Jammerbugt og Brønderslev Kommuner, høstede han nemlig massive 74 procent af Venstre-stemmerne. Allerflest stemmer får Søren Gade dog - målt procentuelt - i Thisted-kredsen hvor han indkasserer 78 procent af Venstre-stemmerne.
Målt på tværs af alle partier, har Søren Gade modtaget 22 procent af nordjydernes stemmer.
Slår Messerschmidt klart
Stemmeslugere falder man over ved hvert valg og Søren Gade var selv en af slagsen, da han i 20154 blev valgt til Folketinget. Her høstede han 28.916 personlige stemmer i Nordjyllands Storkreds, hvor hans navn var at finde på stemmesedlen. Et stemmetal, han altså gør til skamme ved dette valg til Europa-Parlamentet.
Til skamme gør han også Morten Messerschmidt, som ved EP-valget i 2014 fik 45.132 personlige stemmer i Nordjyllands Storkreds. På landsplan fik det nu forhenværende EP-medlem dog 465.758 personlige stemmer. Et stemmeantal som ikke engang Søren Gade kommer til at hamle op med.
Søren Gade slår dog Ulla Astman, som i 2013 blev valgt til Regionsrådet med 48.998 stemmer. Og det er vel og mærke ved et valg, der har en markant større stemmeprocent end valget til EU.
Fantastisk valg til V - slag til DF
Søren Gade har uden tvivl bidraget massivt til det meget succesfulde valg, Venstre har modtaget til Europa-Parlamentet. Som det kan ses i grafikken herunder, modtog Venstre i Nordjylland hele 32,8 procent af alle stemmer - et markant bedre resultat end på landsplan hvor Venstre fik 23,5 procent af alle stemmer, men stadig blev det største parti.
Også Socialdemokratiet, Radikale og SF oplevede fremgang ved valget, men den helt store vinder er altså Venstre og ikke mindst Søren Gade.
Den helt store taber er Dansk Folkeparti, som efter at have fået 26,6 procent af alle stemmer ved valget i 2014, må se sig reduceret til kun 10,7 procent af stemmmerne - og til kun et enkelt mandat i parlamentet.
Sådan fordeler mandaterne sig
Danmark har 13 mandater i Europa-Parlamentet - og får et ekstra når Storbritannien gennemfører Brexit. Hvordan mandaterne fordeler sig mellem partierne, kan du se herunder.