Hos bageren her kan du stemme med maven
Der er både røde og blå kager i montren i Støvring.
Folketingsvalg er demokratiets festdag - og til fest hører kagen med. Hos en bager i Støvring kan du stemme med maven.
Et folketingsvalg er en festdag for demokratiet, og derfor skal man ikke glemme hyggen.
Det mener de i hvert fald hos Mesterbageren i Støvring, hvor man kan stemme med maven.
De har i dagens anledning disket op med såkaldte valgkager i de klassiske udgaver medalje eller othello. Så er spørgsmålet bare: Skal glasuren være rød eller blå?
Til forskel fra rød eller blå politik, så er der ingen forskel på kagerne.
- Her ved man, hvad man får. Vi lover ikke noget, vi ikke kan holde, siger Helle Andersen, der er førstedame hos Mesterbageren i Støvring, med et glimt i øjet.
Kagerne har indtil videre været en stor succes, og snart løber de tør. Derfor har de sat bageren i sving med at lave lidt ekstra, så alle kan sikre sig en valgkage.
Tæt kamp
Det er et meget tæt valg hos Mesterbageren i Støvring. De røde fører med én othello-kage, mens det ved medaljerne er de blå, der fører med en enkelt kage.
- Nogle tager én af hver og vil ikke helt bekende kulør, siger Helle Andersen.
Grunden er ifølge hende, at ikke alle er enige politisk derhjemme eller på kontoret.
- Det er for at bevare husfreden og arbejdsroen på kontoret, siger hun.
Uanset farve, så er kagerne populære. Når folk har været ude at stemme, så skal de hjem og se resultaterne med noget kage, forklarer førstedamen.
Der er blevet solgt mere end 200 kager. Mesterbageren i Støvring har åbent til klokken 17, og derefter kan de købes i brugsens afdeling indtil klokken 20, når valgstederne lukker.