Lars plejede at stemme S - men nu er han i tvivl
Efter at have stemt på det samme parti i mange år er Lars Svane Andersen fra Vadum kommet i tvivl.
Det er i morgen, krydset skal sættes. Men Lars Svane Andersen er stadig i tvivl – ligesom mere end hver syvende vælger, ifølge en Megafon-måling.
Egentlig plejede Lars at stemme socialdemokratisk, fordi "det er dét, der ligger tættest på mine værdier", forklarer den 42-årige tvivler fra Vadum.
- Men der trænger til ny luft og udskiftning. Og som socialdemokratisk anlagt er det svært at finde et alternativ.
Der er mange partier, der mener næsten det samme. Det er sværere at se forskel på hvem, der vil hvad
Lars Svane Andersen, digital handelsstuderende
Løkke forvirrer
Tallet for tvivlere er højere end ved tidligere valg i nyere tid. Og en del af forklaringen ligger i, at der nu er hele 14 partier at vælge imellem, ifølge en valgforsker.
- Der er kommet flere partier, så der er flere varer på hylden. En anden forklaring kan være, at vi ikke har en rød blok, som peger på en statsminister og en blå blok, som peger på en anden. Det kan også forvirre lidt, at man har Lars Løkke Rasmussen i midten som en mulig kongemager, for hvad betyder det egentlig, hvis man stemmer på Moderaterne i forhold til Venstre, siger Martin Vinæs til TV 2.
Ifølge valgforskeren, så er 'det nye' i valgkampen, at Moderaterne som nyt parti har flyttet balancepunktet i dansk politik så tæt på valget. Én gruppe danskere har været afgørende for resultatet valg efter valg - nu ser den ud til at søge mod nyt parti
- De ligger derinde i midten og kan trække vælgere fra både Socialdemokratiet, Radikale og Konservative. Der er en gruppe tvivlere ved dette valg, som de sidste 20 år har hørt hjemme i rød blok eller hos Radikale Venstre, og som nu har følt sig oversete, og som hælder til Moderaterne og Lars Løkke, siger Martin Vinæs fra Aarhus Universitet.
Sidste øjeblik
Lars Svane Andersen har fulgt godt med i debatter, taget kandidattest og diskuteret med sin mand. Trods de mange overvejelser, har han stadig ikke besluttet sig.
- Jeg ved det stadigvæk ikke. Men min mand har tænkt på Moderaterne. Det er da også poppet op hos mig, siger han, og fortæller, at han kender tvivlen fra mange i sin omgangskreds.
Vi har snakket meget om, at lige meget hvem, der har været på magten de sidste år, ville vedkommende have haft det svært. Vi er enige om herhjemme, at lige meget om det var Venstre eller Konservative, så ville de have lavet fejl.
Lars Svane Andersen, digital handelsstuderende
Fordi Lars Svane Andersen stadig er i tvivl, vil han ikke afvise, at det allersidste møde med en kandidat eller valgplakat tirsdag kan få betydning.
- Jeg beslutter mig først, når jeg står i stemmeboksen. Måske ender jeg med at stemme på noget, jeg kender.