Solbjørg Jakobsen i stemmeboksen: - Jeg har fundet én, jeg var enig med
Selvom det normalt ikke er tilladt, at have sine børn i skolealderen med i stemmeboksen, havde den færøske folketingskandidat valgt at have dem med.
Det er afgørelsens dag for Solbjørg Jakobsen, der jagter en plads i Folketinget.
En af de nordjyske aspiranter, som muligvis bliver nyt medlem af folketinget efter dagens valg, er Solbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Politikeren stemte tirsdag formiddag i Sulsted Skolehal.
- Jeg har undersøgt feltet grundigt og fundet én, jeg var enig med, sagde hun med et smil, kort før hun gik ind i hallen.
Solbjørg Jakobsen havde selskab af sin forlovede og to børn, og det var børnene, der fik lov til at putte stemmesedlen i stemmeurnen.
- Valgkampen har været god. Den har været hård og lang, men jeg synes her i Nordjylland, at det har været gode debatter. Der har været uenigheder om mange ting, men det har været politikken, som det har drejet sig om, siger hun.
Highfives og høj stemmeprocent
Da valghandlingen var overstået, og familien kom udenfor igen, blev det fejret med highfives til begge børn.
- Det er det vigtigste, vi har i vores samfund. Jeg tror, vi har været igennem en tid med både corona, inflation og krig i Europa, hvor vi skal værdsætte det demokrati, vi har endnu mere.
- Derfor er det også vigtigt, og jeg håber på en høj stemmeprocent, uanset om de stemmer rød eller blå. Det er hjørnestenen i vores samfund, siger hun.
Hvordan stemmeprocenten bliver, og om Solbjørg Jakobsen får sin nye arbejdsplads på Christiansborg, kendes i løbet af det næste døgn. Selv har hun stor tro på, at missionen lykkes.
- Det gør jeg, det gør jeg. 100 procent, siger hun.