Vi mødes hos en god kollega for at forberede os – både teknisk og mentalt. Hele dagen har vi vendt forskellige emner. Hvordan skjuler vi bedst mikrofonerne? Hvad skal vi sige, at vi arbejder med, hvis en af danserne spørger om det? Og hvad gør vi, hvis vi bliver opdaget under vores mission?
Om denne historie:
TV2 Nord har for nylig haft tre journalister på Red Light i Jomfru Ane Gade. Udstyret med skjult optageudstyr har de undersøgt, om det er muligt at købe sig til sex på danseklubben. Her følger en af journalisternes beretning fra aftenen.
Vi får en øl til at dulme nerverne, mens vi med sportstape sætter mikrofonerne fast under vores skjorter og t-shirts. Mikrofonen er via en ledning koblet til en lille optager lidt større end en tændstikæske. Vi når frem til, at den bedst skjules ved enten at tape den stramt om låret eller lægge den direkte ned i underbukserne.
Det er en mærkelig blanding af adrenalin, nervøsitet og irritation over den silende regn, der bløder os godt igennem, mens vi bevæger os mod aftenens destination - Red Light, på hjørnet af Jomfru Ane Gade og Ved Stranden.
Stedet slår mig som et typisk strippersted, uden jeg helt kan finde ud af, hvad jeg baserer det på. Kvinderne sidder nærmest linet op i baren, mens de med blandet interesse tjekker os ud – noget mindre genert og akavet end vores forsøg på at tjekke dem ud.
Vi er de eneste kunder på ’klubben’. Min farmor ville sige, at der var en halv snes, men hun ville formentlig aldrig sige det om strippere. Ikke desto mindre er der omkring 10 kvindelige erotiske dansere, primært placeret langs baren.
Nogle sidder med hovederne i mobilerne, alt for travle til at tage notits af tre nervøse fyre i noget, der ligner konfirmationstøj. Andre øjner allerede muligheden for relativt tidligt på aftenen at lave en god forretning.
Pigerne er klædt i alt muligt forskelligt, som jeg nødig vil forsøge at beskrive og endnu mindre har lyst til at forsøge at navngive.
Jeg tænker også, at det må være hensigten, at det skal pirre nogle fantasier ved ikke at overlade for meget til netop fantasien.
Efter at have skrottet den første siddeplads på grund af støjen finder vi os bedre til rette bagerst i lokalet, hvor vi har udsigt til hele baren og podiet med polestangen. Vi får vores øl serveret, og som var det et særligt signal, kommer tre kvinder ned til os kort efter.
Jeg ender med at sidde ved siden af en kvinde, der siger, at hun hedder Roxanne. Jeg forsøger mig med en joke-reference til et gammelt The Police-nummer. En reference, som hun vist har hørt før.
Mit gebrokne dansk-engelsk og hendes gebrokne rumænsk-engelsk gør det svært at bruge ironi. Dét plejer ellers at være en god hjælp, når jeg er lidt anspændt, men i stedet ender jeg med på fjoget vis at svare på hendes spørgsmål; om hvad jeg kender til Rumænien. Jeg har været i Ungarn, siger jeg.
Du har allerede brugt længere tid på at læse om mine tanker og overvejelser om besøget på stripklub, end jeg og mine kollegaer nåede at tale med de tre kvinder.
Efter mindre end tre minutters samtale begyndte hende, der går under navnet Andrea, at køre hånden rundt i min kollegas skød og insistere på, at vi skal i baren for at købe drinks.
Vi har allerede brugt over 300 kroner på to øl og en rom og cola, men vores nye, pludseligt bedste veninder, insisterer på, at vi har brug for mere.
Vi går med, men i stedet for drinks-baren styrer den letpåklædte trio os til en anden bar ved indgangen, hvor de præsenterer os for et ’menukort’. Her kan vi vælge mellem forskellige champagne- plus danse-tilbud.
Det billigste på 'menukortet' koster langt over tusinde kroner.
På det forudgående taktikmøde var vi blevet enige om, at det vigtigste var at få kvinderne i enerum, fordi vi havde en forestilling om, at det var lettere at få dem til at åbne op, hvis vi havde dem på tomandshånd.
Så jeg betaler 2.000 kroner for 20 minutter i ’private room’ med Roxanne.
Optageuret er i sagens natur meget diskret.
Jeg ved godt, at det er nu, vi skal have optagelserne i kassen og satser på, at mit tryk på knappen er lige netop langt nok til at starte en optagelse, men ikke så langt, at jeg slukker for kameraet.
På mit bryst er mikrofonen tapet fast, og i inderlommen på min jakke ligger min telefon også og optager.
Roxanne fører mig ind i et lille rum på klubben, trækker det mørke velourforhæng for og placerer mig på en polstret bænk ved endevæggen. Modsat mig virker hun fuldstændig tryg ved situationen.
Hun har fra start taget styringen, og der er for mig ingen tvivl om, at hun ved lige præcis, hvad hendes opgave er: At få så mange penge ud af mig som overhovedet muligt.
I mig ser hun muligheden for at sikre en stor del af aftenens omsætning.
Jeg ser muligheden for at få dokumentation for, at stripperne tilbyder mere end erotisk dans.
På den måde er det et mærkeligt dobbeltspil, hvor vi lader som om, at vi flirter med hinanden, mens vi hver især har helt andre motiver bag hendes betalte interesse i mig.
Roxanne vil fremad, og vi har ikke været afskærmet fra hendes kollegaer i baren ret længe, inden hun smider toppen og dermed valser rundt kun iført stiletter og trusser.
Selvom jeg ikke er ekspert, er min vurdering, at der ikke er meget dans over det, hun foretager sig. I stedet er hun meget insisterende på, at jeg også bør købe drikkevarer til hende.
Hun virker faktisk fornærmet over, at jeg foretrækker bare at drikke min øl.
”Come on, baby,” siger hun. Ikke på den flirtende, charmerende måde, mere den bebrejdende, næsten aggressive måde.
Som med et trylleslag ændrer hun taktik og bliver nu meget intim, trækker ned i trusseforkanten og spørger, om jeg er sikker på, at jeg ikke har lyst til at købe ekstra.
Hun slikker sig om munden, meget langsomt. Hun begynder at tage min jakke af, og jeg tænker med det samme på mobilen, der ligger og optager i inderlommen.
Krampagtigt forsøger jeg at holde jakken på, men hun er insisterende, og det virker både underligt og akavet, så jeg ender med at tage jakken af og lægge den ved siden af mig.
Næste udfordring opstår kort efter, da Roxanne begynder at røre ved mit bryst. Hun fører hænderne mod mikrofonen, og lidt befippet får jeg dem viftet væk.
Som om det ikke er slemt nok, går det op for mig, at ledningen fra mikrofonen og ned til modtageren i mine underbukser stikker ud under ærmet på min t-shirt.
I skrivende stund undrer det mig stadig, at hun overhovedet ikke har opdaget noget.
Som en del af sit show vender hun nu ryggen til mig – særdeles kærkomment, så jeg kan få bugseret ledningen på plads på indersiden af t-shirten.
Roxanne har igen fat i sin trussekant, og denne gang bliver de trukket længere ned, end de har været tidligere. Mens de hænger omkring hendes knæ, vender hun sig igen og spørger, om jeg er sikker på, at jeg ikke har lyst til ’champagne’.
Med ’champagne’ er jeg helt sikker på, at hun mener andet og mere end mousserende alkoholiske drikke.
Hendes mimik, blink med øjnene og måden at bruge sine hænder på, tyder ret ensidigt på, hun (mod klækkelig betaling, selvfølgelig) gerne vil mere end bare danse, men jeg ved også godt, at mine fornemmelser og evne til at analysere erotiske dansere ikke er nok journalistisk dokumentation til, at vi kan fortælle den historie, vi tog derind for i første omgang.
Jeg forsøger at spørge ind til, hvad jeg får med, hvis jeg køber ’champagne’. Det sætter gang i et underligt spil, hvor vi begge danser – i overført betydning – om den varme grød.
”I buy ’champagne’ and I’ll get what?”
...spørger jeg på mit bedste skoleengelsk.
”You’ll get an extra 10 minuttes with me, and more fun,” svarer hun på sit bedste skoleengelsk med tyk østeuropæisk accent.
”I’m on…” når jeg dårligt at sige, før hun tager trusser og top på, forsvinder bag forhænget og dermed giver mig tid til at sunde mig, tjekke, at der ikke stikker ledninger ud forskellige steder, og trykke lidt desperat på optageuret, som jeg er konstant nervøs for, ikke er i optagelse.
Roxanne og én af de baransatte kommer ind med to dankortterminaler.
Én er til betaling for drikkevarer (som det faktisk viser sig, der også er tale om), og én er til betaling for den udvidede dansepakke, som jeg indtil videre kun har fået højest fem af de lovede 20 minutter af.
Samlet pris: 2000 kroner.
Hele målet med vores ”mission” er at finde ud af, om der foregår prostitution og eventuelt rufferi i Jomfru Ane Gade, så det er klart, at de to dankortterminaler vækker min journalistiske interesse.
Jeg spiller dum og forsøger at få dem til at forklare, hvorfor det er nødvendigt med to dankortterminaler, så vi også får den lydoptagelse på bånd. Hvis jeg på Red Lights dankortterminal betaler for seksuelle ydelser, er der formentlig tale om rufferi.
Når jeg genlæser min egen beretning, kan jeg blive nervøs for, om du som læser synes, at jeg fremstår naiv og frelst.
Hvorfor ikke bare parkere tankerne om Roxannes baggrund og årsager til, at hun byder sig til på en stripklub i Nordjylland ved indgangen til Red Light?
Men det var ærligt talt en helt igennem tarvelig og falsk en fornemmelse. Dels fordi hendes interesse overhovedet ikke var i mig, men mine penge. Dels fordi min interesse i hende ikke var hendes bryster og konstante underforståede tilbud om tilkøb af seksuelle ydelser, men forsøget på at få de bedste optagelser og udtalelser med hjem uden at blive opdaget.
Oplevelsen havde formentlig været anderledes, hvis jeg havde været der i rent privat regi, men der havde samtidig stadig været spil for galleriet bag det tunge forhæng.
Roxanne tømmer hurtigt det første glas, og jeg drister mig til at spørge, hvad hun kan tilbyde, hvis jeg gerne vil have mere, og forsøger for en gangs skyld at være den af os, der har overskud til at komme med små, slet skjulte hentydninger. ”Of course, baby,” svarer hun med største selvfølgelighed og bekræfter i samme omgang, at hun har et sted, vi kan tage hen.
Om projektet:
TV2 Nord sætter fokus på stripklubberne i Jomfru Ane Gade, hvor vi blandt andet kan afsløre, at primært udenlandske kvinder bor ulovligt i erhvervsejendomme og tilbyder meget mere end erotisk dans.
Denne personberetning er en del af vores nyhedstema om stripklubberne i Jomfru Ane Gade.
Hun synger med på musikken: ”Let me down, down, let me down, down, let me down, let me down, down, let me down, down, let me down. If you wanna go then I'll be so lonely. If you're leaving baby let me down slowly”. Det virker næsten tragikomisk.
Både på grund af teksten og Roxannes manglende evne til at synge rent.
Hendes første pris for ’full package’ er 4000 kroner, og der er for mig at se ikke noget i hverken hendes kropssprog eller forskellige hints med stærke seksuelle undertoner, der kan tyde på andet, end at hun vil have mig til at betale for at have sex med hende.
I løbet af det seneste glas champagne har hendes trusser været mere af end på, og selv når de har været på, har de enten hængt så langt nede eller været trukket så langt op, at der alligevel har været frit udsyn til det meste.
Noget af tiden har jeg siddet foroverbøjet som Rodins kendte skulptur ’Grubleren’ for at sikre de bedste optagelser med uret.
Mens min hjerne arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad næste skridt er, er Roxanne ved at blive utålmodig.
Hun presser på for at få mit til at betale, og hun spørger flere gange, om hun skal hente ”machine” (dankortterminal, red.), så jeg kan betale, og vi kan komme videre til det påståede hotelværelse.
Jeg forsøger af flere omgange at få hende til at uddybe, hvad der skal ske på det hotelværelse, og til sidst spørger hun, om jeg er dum – hvilket i grunden er forståeligt nok. ”My pussy is very hot, you want it or not?” spørger hun som en slags ultimatum.
Det er faktisk først her, det går op for mig, at jeg ikke har tænkt over, hvordan jeg kommer ud af situationen igen.
Jeg tyr til den umiddelbart letteste løsning og siger, at det er alt for dyrt. Der går ikke mere end 30 sekunder og et par ”no, no” fra mig, før Roxanne ender på et sidste tilbud for ’full package’ på 2000 kroner og vil vide, om hun skal hente dankortterminalen.
Jeg føler mig ret overbevist om, at hvis ur, mobiloptager og mikrofon ellers virker efter hensigten, så har jeg efterhånden noget ret godt materiale, så jeg står fast på et lidt hyklerisk ”can’t do it,” hvorefter jeg frygter for hendes reaktion.
Men som hvis du slukker for en kontakt, mister Roxanne ved min endelige afvisning fuldstændig interessen for mig (og mine penge) og begynder i stedet bare at tage tøjet på. Væk er forsøget på forførelse, de seksuelle undertoner og den udelte interesse i mig. I stedet tager jeg mig selv i at stå og undskylde og sige tak for i aften, mens jeg faktisk føler et lille stik af dårlig samvittighed over at have holdt hende for nar.
Roxanne er hurtigt i tøjet, hun trækker forhænget til side og sætter sig direkte op i baren igen. I mellemtiden er der lige kommet tre nye kunder ind på klubben, og Roxanne kan igen tænde det ’røde lys’ på Red Light.
Help us tell the story
We would like to get in contact with women, who are working or has been working as erotic dancers in Aalborg.
Please contact us at redaktion@tv2nord.dk.