100 medarbejdere i strejke hos Frederikshavn-virksomhed
I alt beskæftiger virksomheden cirka 440 medarbejdere.
Det er uenighed om blandt andet løn og lokalaftale, der har fået servicefolk hos MAN i Frederikshavn til at nedlægge arbejdet.
Omkring 100 medarbejdere har fredag nedlagt arbejdet på virksomheden MAN Energy Solutions i Frederikshavn. Det gælder både ansatte på afdelingen på Niels Juels Vej og havnen, oplyser fællestillidsmand Johnny Jacobsen. Strejken sker i forbindelse med igangværende lønforhandlinger.
Det drejer sig om medarbejdere på lageret og servicefolk, som er organiseret under 3F, og flere Metal-arbejdere som sympatiserer med deres 3F-kolleger.
Derfor strejker de
Strejken skyldes uenighed om løn og lokalaftale ifølge Kanal Frederikshavn.
Torsdag stemte medarbejderne nej til ledelsens udspil. Derudover spiller en lokalaftale, som ledelsen ønsker slettet, en større rolle i strejken.
Den handler om, at nye medarbejdere efter tre måneder skal have en lønstigning, så de nærmer sig de kolleger, der har været ansat på MAN Energy Solutions i længere tid.
MAN Energy Solutions
- MAN Energy Solutions har både udviklings-, service og produktionsaktiviteter i Frederikshavn, hvor for eksempel virksomhedens MAN-175D fire takt-motor bliver produceret.
- Herudover er Frederikshavn videns-, salgs- og produktionscenter for propel-aktiviteter i hele MAN-koncernen.
- Desuden har MAN et stort servicecenter for den maritime industri i Frederikshavn.
Kilde: Metal Supply
Medarbejderne frygter, at ledelsen i en senere fyringsrunde vil bruge sletningen af lokalaftalen til at skille sig af med sine dyre medarbejdere.
- Vi viser flaget og går så langt, vi kan. Vi føler, at ledelsen træder på os, udtaler en medarbejder til lokalmediet.
Virksomhedens chef, Thomas Leander, håber, at medarbejderne snart vender tilbage til arbejdet.
- Vi forhandler stadig. Ingen døre er lukkede. Jeg håber, at medarbejderne kommer tilbage på mandag, så vi kan genoptage forhandlingerne.