200 får målt blodtrykket i denne uge: - Mændene tør også nu

Flere hundrede nordjyder har i denne uge besøgt Hjerteforeningen Frederikshavns bil, som har taget opstilling ved forskellige forretninger for at måle blodtryk.

Hjerteforeningens afdeling i Frederikshavn har i denne uge sat deres blodtryksmåler på arbejde. Foreningen kører rundt i en såkaldt Hjertebil, som bliver placeret ved forskellige forretninger i Frederikshavn- og Skagen-området.

Det er blodtryksmålingsuge, og cirka 200 mennesker er steget ind i bilen for at få målt deres blodtryk.

- Der er mange, vi fanger her, som normalt ikke ville gå til deres læge, så der får vi sommetider en rigtig god gevinst. Hvis man har et forhøjet blodtryk, kan det være tegn på, at man er på vej til et eller andet skideværk, og derfor er det vigtigt, at man kender sit blodtryk, siger Jørgen Christensen, formand for Hjerteforeningen Frederikshavn.

Hjerteforeningen håber, at deres indsats kan være med til at gøre nordjyderne bevidste om, hvor afgørende det kan være for ens helbred, at man kender sit blodtryk. Den pointe ser ud til at have vundet indpas hos en ny gruppe.

- Da vi for nogle år siden begyndte at lave blodtryksmålinger, var det næsten kun kvinder. I dag er der lige så mange mænd, der tør at få målt deres blodtryk. Mænd var måske mere tilbageholdende før, men nu er de også blevet klar over, hvor vigtigt deres blodtryk er, siger Jørgen Christensen.

- Det var lidt tilfældigt, at jeg kom forbi, og så gør det da ikke noget at få det testet. Det er jo en god ting at tænke over, når man kommer op i alderen, siger buschauffør Henning Dahl Jensen fra Frederikshavn, som var en af dem, der lagde vejen forbi Hjertebilen ved Dagli' Brugsen i Gærum.

Hvor højt må blodtrykket være?

Et blodtryk målt hos din læge (konsultationsblodtryk) skal være under 140/90.

Et blodtryk målt i hjemmet skal være under 135/85.

Hvis du har en forhøjet risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom, har en hjerte-kar-sygdom, har sukkersyge eller nyresygdom, bør dit blodtryk være mindre end 130/80.

Kilde: Hjerteforeningen

Seneste nyt

fra Nordjylland