Foto: Jesper Christiansen

21-årig indsat døde af forgiftning i Kragskovhede

Ifølge vicepolitiinspektør John Henriksen ligger der ikke en forbrydelse bag dødsfaldet.

En 21-årig indsat døde den 28. december 2019 i Kragskovhede Statsfængsel i Jerup som følge af en forgiftning.

Det fortæller vicepolitiinspektør John Henriksen fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

- Vi har fået en foreløbig erklæring fra retsmedicinerne, hvor det fremgår, at den 21-årige er død af en forgiftning, og at der ikke ligger en forbrydelse til grund for dødsfaldet, siger John Henriksen, der ikke ved, hvilken form for forgiftning, der er tale om.

Vicepolitiinspektøren fortæller, at der ikke tages yderligere efterforskningsmæssige skridt i sagen.

Kragskovhede Statsfængsel er et åbent fængsel med 161 åbne pladser, derudover er der et lukket afsnit med plads til 50.

I 2018 skete der otte dødsfald i fængsler og arresthuse. Heraf var de fem selvmord, fremgår det af en statistik fra Kriminalforsorgen, skriver TV2.