23-årig mand blev overfaldet i Føtex

En 23-årig mand blev lørdag eftermiddag udsat for et overfald, da han var på indkøb i Føtex i Frederikshavn.

Det var formentlig et internt anliggende, der lå til grund for, at en 23-årig mand lørdag eftermiddag blev overfaldet under en indkøbstur i Føtex på Rådhus Allé i Frederikshavn.

Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen kendte den 23-årige sine overfaldsmænd - en 28-årig mand og en 19-årig kvinde, som kommer fra Sydjylland.

Fremstilles ikke i grundlovsforhør

Den 23-årige blev sparket og slået og fik blandt andet frarøvet sin mobiltelefon. Telefonen blev dog senere fundet, og politiet mener derfor ikke, at det var et berigelsesmotiv, der lå til grund for overfaldet.

Vagtchefen oplyser, at det formentlig var en form for "internt regnskab, der skulle gøres op", som førte til overfaldet.

Parret fra Sydjylland blev anholdt og sigtet for vold. De blev søndag morgen løsladt og bliver således ikke fremstillet i grundlovsforhør. Det sydjyske par er stadig sigtet i sagen, hvor politiet fortsat mangler at lave nogle afhøringer.


Seneste nyt

fra Nordjylland