23-årig svensk back skifter til White Hawks
Foto: Stjernen Hockey
Albin Lindgren bliver ny mand på holdet hos White Hawks.
Den 23-årige svenske back Albin Lindgren skifter fra Stjernen Hockey i Norge til Frederikshavn White Hawks.
Op til sæsonstart forstærker White Hawks truppen med Albin Lindgren, der kommer fra 1. divisionsklubben Skövde IK, hvor han har spillet det meste af sin karriere.
I den forgange sæson prøvede han lykken i den bedste norske række. Her imponerede han med 27 point i 37 kampe for Stjernen Hockey, hvor han var holdkammerat med den tidligere WH'er Jens Henrik Tönjum. -20 trækker dog en del fra i den samlede vurdering.
- Vi er rigtig glade for at have signet Albin Lindgren, der er en all-round back. Han har et godt skøjteløb og er rigtig dygtig i powerplay med et godt skud, skriver Elite Nord Frederikshavn i en pressemeddelelse.
- Albin Lindgren er højrefattet, hvilket er vigtigt for vores hold, og ikke mindst i powerplay, hvor det er vigtigt at have flere strenge at spille på. Vi ser Albin Lindgren som en meget spændende spiller, hvor han får en stor rolle i defensiven og samtidig kan bidrage med en masse offensivt.
Albin Lindgren glæder sig til at komme til Frederikshavn.
- Jeg håber meget, jeg kan fortsætte med at udvikle mig som ishockeyspiller og ikke mindst hjælpe holdet med at vinde en masse kampe i den kommende sæson. Jeg glæder mig til at trække trøje nummer 67 over hovedet, siger den svenske back.
Albin Lindgren ankommer til Frederikshavn i løbet af den næste uges tid.