24-årig mand fængslet for forsøg på manddrab

Politiet leder efter flere gerningsmænd til knivoverfald i Frederikshavn natten til onsdag.

En 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet frem til 31. marts for at være medvirkende til forsøg på manddrab.

Det står klart efter et grundlovsforhør torsdag morgen i Retten i Hjørring.

Anklager ved Nordjyllands Politi, Kristina Frandsen, oplyser, at den 24-årige mand er sigtet for sammen med medgerningsmænd at have overfaldet en 25-årig mand natten til onsdag klokken 00.47. Det skulle være sket på parkeringspladsen ved Abildgårdkirken i Frederikshavn.

- Den 24-årige er sigtet for sammen med andre at forsøge at dræbe den 25-årige ved at stikke en kniv i venstre lår tæt ved lysken på offeret, som også pådrog sig brud på kæben ved overfaldet, siger Kristina Frandsen.

Nægter sig skyldig

Hun oplyser, at politiet i øjeblikket leder efter flere medgerningsmænd, men da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, kan anklageren ikke oplyse, hvor mange medgerningsmænd, politiet leder efter.

Ifølge TV2 Nords oplysninger er det 25-årige offer udenfor livsfare.

Den sigtede 24-årige mand nægter sig skyldig og kærede afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.


Seneste nyt

fra Nordjylland