50-årig mand fra Frederikshavn slog sin ekskæreste på tankstation
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Manden har tidligere været i politiets varetægt for andre voldsepisoder.
Et sent møde mellem to ekskærester endte med en anmeldelse for vold.
Ved 22-tiden onsdag aften gjorde en 33-årig kvinde et stop på en tankstation i Jerup ved Frederikshavn sammen med sin 50-årige ekskæreste fra lokalområdet. På et tidspunkt opstår der tumult mellem de to - og manden tildeler kvinden to knytnæveslag i ansigtet.
Kvinden får ringet til politiet, som vælger at tage den 50-årige ekskæreste med på stationen.
- Manden har en fortid med vold, så derfor valgte vi at tage ham med. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag eftermiddag, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.
Ifølge Retten i Hjørring er den 50-årige sigtet for sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 244 - voldsparagraffen:
Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.