60-årig stukket med kniv i Frederikshavn – ung kvinde anholdt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det skulle ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger være på denne vej, at knivstikkeriet skete.
Knivstikket skulle ifølge Kanal Frederikshavn være sket på en adresse inde i Frederikshavn centrum.
En 60-årig mand blev med politieskorte kørt til sygehuset i Aalborg efter et knivstikkeri i Frederikshavn onsdag middag.
Det bekræfter politikommissær Peter Skovbak, der er leder af Efterforskningscenter Frederikshavn overfor Kanal Frederikshavn.
Peter Skovbak fortæller til Kanal Frederikshavn, at en 60-årig mand fra Frederikshavn er blevet stukket med en kniv i Søndergade i centrum af Frederikshavn. Han vil ikke kommentere de skader, manden har pådraget sig. Det samme gælder omstændighederne bag knivstikkeriet.
Politiet har anholdt en 28-årig kvinde, som er i familie med den 60-årige. Indtil videre vil politiet ikke oplyse, hvad kvinden er sigtet for.
Tidligere onsdag var både en lægehelikopter og ambulancer sendt til Frederikshavn, hvor lægehelikopteren landede ved flådestationen, men det skulle ifølge TV2 Nords oplysninger hænge sammen med knivstikkeriet i centrum af Frederikshavn og ikke have relation til flådestationen.