Anja Lovén før støtteshow: - Det er fantastisk at være hjemme
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Anja Lovén og TV2 Nords Ingrid Buch går på scenen sammen ved aftenens støtteshow.
Søndag aften bliver der samlet ind til DIN Nødhjælp, der hjælper sårbare børn i Nigeria. Se showet på TV2 Nord Salto klokken 19.45.
Søndag aften er der stort velgørenhedsarrangement i Arena Nord i Frederikshavn. Her er 500 mennesker samlet for at se showet, der står på musik fra Ib Grønbech og Gregers, auktioner og interview med Anja Lovén, der står bag organisationen DIN Nødhjælp.
Anja Lovén blev i 2016 blev kåret af magasinet OOOM som verdens mest inspirerende person for næsen af Barack Obama. Hun har viet sit liv til at hjælpe sårbare børn i Nigeria, som bliver tortureret og dræbt.
- Det er vigtigt, at vi støtter børnene, som bliver beskyldt for at være heksebørn på grund af overtro og uvidenhed, siger Anja Lovén.
Hun er født og opvokset i Frederikshavn, men bor i dag med sin mand og deres barn i Nigeria, hvor de har bygget en lille landsby med børnehjem, skole og hospital.
- Det er fantastisk at stå i min hjemby og se at skolekammerater, familie og bekendte støtter op om mit arbejde. Jeg føler, at jeg er på hjemmebane, siger Anja Lovén.
TV2 Nords Ingrid Buch glæder sig til at gå på scenen med Anja Lovén for at blive klogere på, hvorfor hun dedikerer al sin tid til børnene i Nigeria.
- Vi skal se på Anjas barndom i Frederikshavn og finde ud af, hvad det var, der fik hende til at vie sit liv til det. Vi skal også komme nærmere ind på arbejdet i Nigeria, siger Ingrid Buch.
Anja Loven mødte Dalai Lama i september, og hun er blevet inviteret til Indien for at møde ham igen. Og selvom det er en oplevelse af de helt store, slår det ikke et støtteshow i hjembyen til ære for hendes arbejde.
- Det er mere specielt at komme herhjem. Her er jeg født og har hele min barndom. Men jeg kan da prøve at få Dalai Lama til Frederikshavn, griner Anja Lovén.
Det er syv Rotary klubber fra Sæby, Frederikshavn, Skagen og Sindal, der i samarbejde med TV2 Nord og Club Nord står bag arrangementet.
Du kan se showet på TV2 Nord Salto klokken 19.45.
VIL DU HJÆLPE?
- Man kan støtte ved at lave en fri indbetaling på MobilPay nr. 13557.
- Man kan også sende en SMS med teksten HOPE til 1245, så støtter man med 100 kr.
- Virksomheder kan overføre beløb til indsamlingens kontonummer 9012 – 1200033376.