Bankbogen i orden? Landets dyreste sommerhuse ligger i Skagen

Skagen har to sommerhuse med i top-5 over de dyreste af slagsen i Danmark.

Det kan vist ikke komme bag på nogen, at man skal være mere end almindeligt velbeslået for at have råd til nogle af de bedre beliggende sommerhuse i Skagens gulmalede idyl.

Men at det kun er ganske få sommerhuse på den nordsjællandske guldkyst mellem Hornbæk og Tisvildeleje, der kan toppe priserne i Skagen, er måske knap så almen viden.

Uanset hvad stryger to charmerende gule sommerhuse på toppen af Danmark direkte ind i top-5 over de dyreste af slagsen i Danmark.

Kun tre huse i Hornbæk er dyrere - men her skal man også have vundet den helt store præmie i lotto mere end én gang for at være med. De koster nemlig mellem 25 og 29 millioner kroner for afslapning i luksusklassen.

Det skriver Boliga.dk.

I Skagen kan man "nøjes" med at slippe 16,4 millioner for det dyreste - men så får man også fabelagtig udsigt direkte fra første klitrække til havet. Slækker man lidt på kravene, kan man også få udsigt for "bare" 9,8 millioner kroner.

Til sammenligning koster det dyreste sommerhus i Tisvildeleje 11,9 millioner kroner. 

Se sommerhusene her:

1. Østre Strandvej 91, Skagen, 16,4 millioner kroner:

 
 
Foto: Skagen Mægleren

Fra sommerhuset her er der panoramaudsigt over klitterne, stranden og Grenen - og ifølge ejendomsmæglerens salgsannonce er der tale om én af byens mest attraktive adresser.

Sommerhuset er 169 kvadratmeter stort og er blandt andet forsynet med store terrassearealer, hvorfra udsigten kan nydes, skriver Boliga.dk.

Se den fulde boligannonce her.

 

2. Klitrosevej 14, Skagen, 14,4 millioner kroner:

 
 
Foto: Skagen Mægleren

I første klitrække og i gåafstand til Gl. Skagens seværdigheder findes Skagens næstdyreste sommerhus.

Sommerhuset, der er knap 200 kvadratmeter stort, er opført i 2010 i det helt klassiske skagensgule-antræk og er blandt andet forsynet med sauna og spabad.

Se den fulde boligannonce her.

 

3. Havbakken 7, Skagen, 9,8 millioner kroner:

 
 
Foto: EDC, Ole Bo

Midt i Skagens klitter ligger sommerbyens tredjedyreste sommerhus på en stor grund med udsigt over havet og stranden.

Huset er forsynet med 130 boligkvadratmeter, der blandt andet breder sig over et stort åbent køkken og flere soveværelser.

Se sommerhuset her.


Seneste nyt

fra Nordjylland