Beboere måtte reddes ned fra tredje etage: Nu er 19-årig anholdt
25. august i år måtte flere beboere fra en ejendom i Rimmensgade i Frederikshavn reddes ned fra deres altaner på tredje sal med stigevogn, da der var brudt brand i bygningen. Efterfølgende blev flere kørt til sygehuset til tjek.
Sidenhen har Nordjyllands Politi efterforsket branden, og det har resulteret i, at man tirsdag anholdt en 19-årig mand for at have påsat branden.
Han er sigtet for at overtræde straffelovens §180, der anvendes, når vurderingen er, at nogens liv udsættes for overhængende fare.
- Der er således tale om sag, som vi ser med overordentlig stor alvor på, fastslår efterforskningsleder og politikommissær ved Nordjyllands Politi Carsten Straszek.
Han tilføjer, at det var sidste uges omfattende brandundersøgelser, der førte til, at politiet betragter sagen som en påsat brand.
- Derfor er jeg naturligvis også tilfreds med, at vi i går kunne skride til anholdelse i sagen, påpeger han.
Den anholdte bliver fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring i dag, onsdag klokken 11.30, og her vil anklagemyndigheden anmode retten om dørlukning.
Ingen beboere kom alvorligt til skade i forbindelse med branden.