Bekymring for høj smitte ved kommunalvalget i Frederikshavn

Den stigende smitte i Frederikshavn Kommune skaber bekymring i forhold til det kommende valg.

I Frederikshavn Kommune vil de være særligt opmærksomme på afstand og håndsprit ved kommunalvalget 16. november.

Det melder kommunen ud onsdag efter en uge med høje smittetal - onsdag lå incedenstallet, antallet af smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge, på 190,4.

- Frem til valget vil vi følge tallene ekstra nøje og tage alle de nødvendige forholdsregler. Vores målsætning er at kunne afvikle valget på fuldt forsvarlig vis, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).

Vil sørge for afstand

Særligt valgstedet på Sydbycentret i Frederikshavn har ifølge kommunen fået flere til at bekymre sig om, hvorvidt det er forsvarligt at afholde valget tæt på ældre og sårbare borgere.

- I Frederikshavn Kommune har vi hele vejen igennem fulgt alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer og restriktioner. Det vil vi naturligvis også gøre i forbindelse med kommunalvalget, pointerer borgmester Birgit S. Hansen.

Konkret indretter Frederikshavn Kommune valgstederne, så sundhedsstyrelsens generelle forebyggende råd kan følges. Der er fokus på hygiejne, og vælgerne kan holde afstand og spritte hænder, oplyser kommunen torsdag.

Frem til og med fredag den 12. november er der også mulighed for at brevstemme, og på Frederikshavn Rådhus kan man bestille tid og dermed undgå kø. 


Seneste nyt

fra Nordjylland