Beredskab har fået kontrol med olieudslip i Skagen

Et større olieudslip prægede mandag aften Skagen Havn. Men efter flere timers indsats fik beredskabet styr på situationen.

Et skib var mandag aften ved at påfylde olie, da olieslangen sprang. Det betød nogle travle timer for Nordjyllands Beredskab. Beredskabet fik meldingen 21.35,  og her handlede det om at arbejde hurtigt, for det tager ikke mere end 30 minutter, før olien trækker ud mod havet. 

Klokken cirka 01.30 natten til tirsdag lykkedes det beredskabet at få situationen under kontrol. 

- Vi fik suget cirka 20.000 liter blandet olie og vand op. Vi havde lidt udfordringer, fordi der var mørkt. Det var svært at skelne mellem olie og vand, så vi måtte sætte lys på for at have en fornemmelse af, hvor olien var, fortæller indsatsleder Ib Nielsen, Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn. 

Sådan her så det ud, da beredskabet mandag aften kæmpede for at få bugt med olien. 

For at kontrollere olieudslippet dæmmede beredskabet skibet ind i en flydespærre langs kajen. Flydespærringen ligger der stadig tirsdag formiddag, men Skagen Havn regner med at fjerne den senest ved middagstid, da der her kommer et krydstogtskib i havn. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland