Biltyv anholdt med hænderne fulde

Tirsdag stjal et par unge mænd flere ejendele fra to biler i Frederikshavn. Den ene blev fundet kort efter påvirket af narko og med en skimaske på hovedet.

En ung mand fra Frederikshavn tænker sig nok om en gang til, inden han beslutter sig for at røve biler.

Han blev tirsdag anholdt af politiet, efter han og en ukendt makker knuste ruderne på to biler og tog flere ejendele med sig. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport onsdag.

De to mænd befandt sig sidst på aftenen på en parkeringsplads på Tordenskjolsgade i Frederikshavn, hvor de knuste flere ruder på de parkede biler og tog blandt andet en computer, et par solbriller og en GPS. 

Poltiet rykkede dog hurtigt ud til gerningsstedet, men valgte at holde udrykningssignalerne slukkede for ikke at skræmme tyvene bort. En person blev spottet løbe ned ad Tordenskjolsgade, men han nåede at køre væk på sin scooter.

Herefter kørte politiet lidt videre i området, hvor de fandt en person gående i mørkt tøj, hættetrøje og en skimaske på hjørnet af Rådhus Allé og Læsøgade.

Manden var påvirket af narko og kunne ikke umiddelbart huske sit navn eller fødselsdato. Under en sikkerhedsvisitering blev der blandt andet fundet en spidstang og en bidetang i mandens lommer. 

Der blev sendt et billede af manden til Scandic, der havde overvågning af parkeringspladsen, hvor tyverierne var foregået. De bekræftede, at manden var at finde på overvågningen

Han blev anholdt – sigtet for flere tyverier fra biler.


Seneste nyt

fra Nordjylland