Birgit Hansen: Carsten Sørensen er ikke inde i sagerne
Borgmester Birgit Hansen (S) afviser enhver kritik fra byrådskollega Carsten Sørensen (DF).
Frederikshavns borgmester røg op i det røde felt, da hun så byrådskollegas Carsten Sørensens kritik af hende her til morgen. Hun afviser enhver kritik af hende og kommunen og forklarer, hvad Sørensen ikke har styr på.
Birgit Hansen var ikke sen til at reagere, da hun her til morgen så kritikken af hende fra DF'er Carsten Sørensen, der anklagede hende for at arbejde med en skjult dagsorden.
- Han har åbenbart ikke forstået begreberne omkring asyl- og kvoteflygtninge. Og jeg afviser bestemt, at jeg har en skjult dagsorden, siger Birgit Hansen.
Dansk Folkepartis byrådsmedlem Carsten Sørensen sendte i aftes et indlæg til pressen, hvori han antyder, at borgmesteren har en skjult dagsorden i relation til at få et asylcenter til byen. Han skriver, at 'kommunen uden at byrådet har været involveret er gået i gang sammen med Udlændingestyrelsen med at få et modtagecenter for asylansøgere til kommunen'.
Det afviser Birgit Hansen på det kraftigste.
- Carsten Sørensen har slet ikke begreb om tingene. Det er Jammerbugt og Vesthimmerland Kommune, der varetager regionens arbejde med flygtninge. Frederikshavn er ikke en asylkommune men en kvotekommune., forklarer hun.
I sagen om flygtninge på Nordstrand Camping forklarer hun nøgternt:
- Udlændingestyrelsen, Vesthimmerland Kommune og ejeren af campingpladsen har rettet henvendelse til kommunen om at få lov til at indlogere asylansøgere henover vinteren. Det har vi administrativt givet lov til, fordi vi er plankommune for området. Kommunen er altså ikke involveret i driften.
Sørensen skyder også efter borgmesteren i forhold til Jerup Skole.
- Den arbejder vi på skal bruges til kommunale formål, men når Udlændingestyrelsen spørger, om vi har tomme lokaler, oplyser vi naturligvis det - ligesom man har gjort i forbindelse med flygtninge på Dronninglund Sygehus.
Og Birgit Hansen afviser bestemt, at der skulle være truffet en beslutning om skolen allerede.
- For det første har Udlændingestyrelsen overhovedet ikke spurgt om dette endnu. For det andet skal det på en politisk dagsorden. Og det kommer det ikke, før Udlændingestyrelsen spørger.
Birgit Hansen er slet ikke tilfreds med Carsten Sørensens henvendelse til pressen.
- DF er som hele byrådet orienteret på forskellen på at være asylkommune og så løse den opgave, vi får pålagt fra staten. Man kan informere men ikke forstå for andre. Men skjulte dagsordener er ikke et begreb, jeg benytter mig af, slutter Birgit Hansen.