Blå Kors åbner to nye støttecentre i Nordjylland
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Børn i familier med misbrugsproblemer føler sig ofte ensomme. Det er blandt andet det, børnene kan blive hjulpet med i Barnets Blå Hus.
Barnets blå hus i Aalborg, er et støttecenter for børn i familier med misbrugsproblemer. Det har været så stor en succes, at man nu åbner to huse mere i Nordjylland.
Barnets blå hus i Aalborg har været en stor succes. Derfor åbner Blå Kors to nye støttecentre i Nordjylland. Det blå hus er et støttecenter for børn i familier med misbrugsproblemer.
De nye huse åbner i Frederikshavn og Vesthimmerlandskommune. Socialministeriet har bevilget 8,3 millioner kroner til åbningen af de to nye centre. Indsatsen vil blive planlagt og gennemført i samarbejde med kommunerne.
- Det er meget glædeligt, at vi nu kan være med til at hjælpe endnu flere mennesker. Vi har brugt tre år på at udvikle et helt nyt koncept, som vi oplever stor succes med, siger Christian Bjerre, generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Problemer som hovedpine, mavepine og angst ses ofte hos børn i misbrugsfamilier. Barnets blå hus skal fungere som et fristed, hvor børnene kan komme af med de svære tanker.
- Mange af dem, der kommer i vores hus, er familier, hvor forældrene har været igennem et behandlingsforløb, men det betyder ikke nødvendigvis, at alt så bare kører på skinner. Det er stadig svært, ikke mindst for børnene, siger Bettina Poulsen, der er leder af Barnets Blå Hus i Aalborg.
Barnets blå hus åbnede i Aalborg og København i foråret 2013 og har hjulpet omkring 200 børn i alderen 0-13 år og 150 voksne brugere.