Borgmester begejstret over mere ’strøm’ til Skagen: - Det er så godt for byen
Skagen og Ålbæk får nu flere ladestationer til elbiler, og endnu flere kan være på vej om få uger.
Når mere end 40.000 turister indtager Skagen i weekenden op til den berømte uge 29, så får de endnu nemmere ved at lade elbilen op.
Den lokale elvirksomhed AmpGo har netop opsat en lynlader med fire udtag i Ålbæk – 20 kilometer syd for Skagen. Laderen er placeret i byens centrum tæt på den nyåbnede Kafé Kjær, Spar og Rema 1000.
Derudover vil AmpGo i slutningen af denne uge sætte fire ’langsomme’ AC-ladere ved Skagen Station.
- Det er jeg rigtig glad for, for det er både godt for miljøet og for de muligheder, det giver bilejerne. Det er den vej, vi skal, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S).
TV2 Nord skrev i sidste uge om manglen på ladestandere i Skagen i den absolutte højsæson i uge 29, når indbyggertallet stiger fra omkring 8.000 til 50.000 personer.
VIDEO: Borgmester Birgit S. Hansen (S) glæder sig over standerne: