Cana sover i telt hver nat, for det giver øget livskvalitet

Uanset vejr og vind sover 57-årige nordjyske Cana Schønwald Henriksen i telt hver nat, fordi det forøger hendes livskvalitet.

Hver aften siger 57-årige Cana Schønwald Henriksen godnat til sin mand og sine to hunde. Derefter tager hun sine farverige blomstertræsko på, griber sin mobil, åbner døren til haven og går derud. 

Midt i haven står hendes tipi, som hun overnatter i hver nat. 

- Jeg har lært at sove for larmen og falde hen. Jeg får en god og dyb søvn, og når jeg vågner, er jeg mere frisk, end da jeg sov inde, siger Cana Schønwald Henriksen fra Jerup. 

Tipien er Cana Schønwald Henriksens tredje telt, da vind og vejr går hårdt ud over hendes udstyr. Førhen sov hun i et iglotelt, men det er hun gået væk fra, da stængerne knækkede og tit gik i stykker. Foto: Pia Egeberg/TV2 Nord.
Tipien er Cana Schønwald Henriksens tredje telt, da vind og vejr går hårdt ud over hendes udstyr. Førhen sov hun i et iglotelt, men det er hun gået væk fra, da stængerne knækkede og tit gik i stykker. Foto: Pia Egeberg/TV2 Nord.

Var ikke begejstret for telt

Cana Schønwald Henriksen dyrker havkajak. Det var et brændende ønske om at komme på længere ture med overnatning, der startede hendes telt-eventyr. 

Faktisk har hun hele sit liv været alt andet end begejstret for at sove i telt. 

- Min dreng har engang spurgt, om jeg ikke ville sove i bivuak med ham og mit barnebarn, og der sagde jeg nej tak, det gad jeg bare ikke, siger hun. 

quote Det, jeg døjer med, løser sig herude, og det er rigtig dejligt.

Cana Schønwald Henriksen, Jerup

Hun blev dog nødt til at prøve det af, hvis hun skulle overnatte i telt på en af sine kajakture. 

- Jeg købte et telt for at prøve det af i haven, og her fandt jeg ud af, hvor behageligt det er, siger Cana Schønwald Henriksen, som har sovet udenfor lige siden. 

Forøger hendes livskvalitet 

I dag forstår hun ikke, hvorfor hun var så meget imod overnatning i det fri. For hendes livskvalitet er blevet markant forøget, siden hun begyndte at overnatte i telt. 

Cana Schønwald Henriksen døjer med rygproblemer, tinitus og migræne. 

Hun forklarer, at den naturlige larm fra teltet "overdøver" hendes tinitus. Samtidig får den friske og kølige luft hendes migræne til at være mildere. Og hendes rygproblemer bliver aflastet af madrassen, som hun selv kan regulere. 

- Det, jeg døjer med, løser sig herude, og det er rigtig dejligt, siger Cana Schønwald Henriksen. 

Ægtemanden bliver indenfor 

Cana Schønwald Henriksens mand og parrets to hunde er ikke flyttet med i teltet.

- Han var herude for at se det an, og han var overrasket over, hvor hyggeligt jeg har gjort det, så han skal nok kommer herud en dag, siger hun.

Dog er han til tider en smule bekymret. 

- Han har den bekymring, om jeg pludselig blæser til Sverige, selvom det selvfølgelig ikke er muligt. Men han er bekymret for vejret, og om det er for koldt, siger Cana Schønwald Henriksen, som beroliger sin mand og familie med, at hun aldrig fryser. 

- Hvis vejret er rigtig dårligt, kan mine venner og familie godt finde på at skrive til mig, om jeg oprigtigt mener, at jeg skal sove i teltet den pågældende nat. Der må jeg sige til dem, at det skal jeg selvfølgelig, siger hun. 

For der findes ikke for dårligt vejr, ifølge Cana Schønwald Henriksen. 

- Jeg tænker vitterligt ikke over, hvordan vejret er, jeg går bare derud, siger hun. 

Selvom de har fået en fornem plads i teltet, vil Cana Schønwald Henriksens to hunde ikke overnatte i tipien sammen med hende. De sover stadig indenfor sammen med hendes mand. Foto: Pia Egeberg/TV2 Nord.
Selvom de har fået en fornem plads i teltet, vil Cana Schønwald Henriksens to hunde ikke overnatte i tipien sammen med hende. De sover stadig indenfor sammen med hendes mand. Foto: Pia Egeberg/TV2 Nord.


Barnebarnet er teltmakker 

Cana Schønwald Henriksen har sovet i telt hver nat siden den 2. august 2021. Og det har hun tænkt sig at blive ved med i mindst et år. 

Dog ikke altid alene. For der er redt op til en ekstra i tipien. 

- Mit syv-årige barnebarn har en kalender, hvor han tæller dagene til, hvornår han kan komme på besøg og sove i telt, og det er bare herligt, siger hun. 

Og hvis det står til Cana Schønwald Henriksen, kan han komme på besøg mange gange endnu.  

- Jeg har sagt, at jeg vil sove i telt et år, men hvis jeg skal være ærlig over for mig selv, så tror jeg, det bliver flere år, for jeg kan ikke undvære det, siger hun. 

Se historien som videoindslag:



Seneste nyt

fra Nordjylland