'Chappy' er død
Foto: TV2 Nord (arki)
Den legendariske ishockeyspiller Craig Chapman er død efter længere tids sygdom.
En af dansk ishockeys største profiler gennem tiderne er død efter længere tids sygdom.
Siden 2000 har den legendariske trøje med nummer 22 på ryggen hængt under taget på isstadion i Frederikshavn som et bevis på Craig Chapmans store bedrifter på og udenfor isen.
Craig Chapman kom til Danmark i 1978, hvor han var en af de eneste udenlandske spillere i hockey-ligaen. De næste 14 år var han en fremtrædende skikkelse på isen i flere klubber, men hjertet hang ved i Frederikshavn, hvor det hele begyndte.
I sin karriere spillede Craig Chapman 350 kampe for FIK, som klubben hed, før den blev omdøbt til White Hawks, og var med til at vinde mesterskabet i 1988-1989 og 1999-2000.
Efter skøjterne blev lagt på hylden, fungerede han som assisterende træner i klubben, og i tre år var han landstræner for kvinderne.
Hans store indsats på førsteholdet og arbejdet med at bygge klubben op blev belønnet, da han i 2000 blev æresmedlem i klubben, og hans trøje med nummer 22 blev trukket tilbage og hængt op på en permant plads højt hævet over isen, hvor hans trøje siden fik følge af nummer 20, Benny Pedersen, og nummer 23, Mike Grey.
Helt usædvanligt blev Craig Chapmans nummer taget i brug, da hans søn, Christian, i 2011 fik tilspillet sig plads på førsteholdet og fik besked om at skifte sit trøjenummer 44 ud med farmand 'Chappys' 22.
Craig Chapman er siden stoppet som spiller kommet dagligt i klubben.
- Han er til dato den største spiller i klubben og en legende, som var enestående underholdende på isen. Det er et kæmpe tab af den største spiller i klubben nogensinde, fortæller direktør i Frederikshavn White Hawks, Henrik Andersen, der som dreng var stor fan af Chappy.
Craig Chapman døde på hospice efter længere tids sygdom. Der bliver afholdt et minuts stilhed for Craig Chapman inden aftenens kamp mod Rungsted.
Gense et ældre klip fra arkivet med Craig Chapman herunder: