Demokratisk tiltag er et flop: Ingen har sendt borgerforslag til Frederikshavns politikere

I et år har borgerne i Frederikshavn Kommune kunne fremsætte borgerforslag, som byrådet skal behandle, hvis der er nok borgere der støtter. Men borgerne er ikke kommet med et eneste forslag.

Den har levet et ensomt liv på Frederikshavns Kommunes hjemmeside. Formularen, som man skal udfylde, hvis man vil stille et borgerforslag. For ingen har nogensinde brugt den.

- Jeg synes ikke, det er en fiasko at understøtte og udvide vores demokrati. Det synes jeg aldrig det er. Det her er en mulighed, og hvis folk ikke bruger det, så er det fair nok, men muligheden skal være der, siger Christian Lykke Eriksen, byrådsmedlem for SF i Frederikshavn kommune.

1196 underskrifter

Det var SF, der sammen med Enhedslisten foreslog at indføre de såkaldte borgerdrevne forslag, som Frederikshavnerne altså ikke har benyttet sig af. Politikerne vedtog, at hvis en borger kan samle 1196 underskrifter til et forslag, så skal byrådet tage det på sin dagsorden. De 1196 underskrifter svarer til det antal stemmer end kandidat skal have for at komme i byrådet.

quote Jeg synes, det er lidt morsomt, at der ikke er nogen, der er kommet med et borgerforslag, og så må man vel sige at for SF og Enhedslisten, der var bannerfører for det her, der er det et stort nederlag.

Anders Broholm, gruppeformand for Venstre, byrådet i Frederikshavn

- Jeg ved ikke, om jeg havde forventet en hel masse, men jeg synes, det er vigtig at sende et signal om, at man som politiker og demokratisk valgt i det her land, synes at vi skal have en åbning til at være i dialog med de folk, der har valgt os ind, siger Christina Lykke Eriksen.

Venstre morer sig

Venstre stemte imod at indføre ordningen. For Anders Broholm mener at borgerne allerede har dialogen med politikerne. For borgerne kan kontakte politikerne, og så kan de tage forslag med i byrådet, mener han.

- Jeg synes, det er lidt morsomt, at der ikke er nogen, der er kommet med et borgerforslag, og så må man vel sige at for SF og Enhedslisten, der var bannerfører for det her, der er det et stort nederlag, siger Anders Broholm, der er gruppeformand for Venstre i byrådet.

Kommuanlforsker er ikke overrasket

Den manglende interesse kommer ikke bag på kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han ser det som et udtryk for at borgerne allerede kan få deres politikere til at tage sager op.

- Hele den her ide om borgerinitiativer bygger på en logik om at politikerne ikke lytter til befolkningen og tager dem alvorligt. Der er sandheden jo rent faktisk at politikerne i Danmark rent faktisk er meget lydhør over for befolkningen, siger Roger Buch.

En lang række andre kommuner har også indført borgerforslag. Det har man også i Folketinget, hvor landspolitikerne blandt andet har behandlet borgerforslag om fjernelse af uddannelsesloft, mindste alder for omskæring af drenge og automatisk organdonation. Alle forslag er stemt ned.

- Selvom det her måske ikke fører til så mange forslag, og at næsten ingen forslag bliver til noget, så giver det trods alt borgerne en mulighed for at komme af med en utilfredshed eller et ønske, og det er jo i sig selv noget værd, selvom det ikke samler nok underskrifter eller selvom politikerne i sidste ende siger nej tak til forslaget, mener Roger Buch.

Borgere tror ikke det nytter

Kommunalforskeren mener også at nogen borgerne holder sig tilbage, hvis de mener, at det alligevel ikke nytter noget at komme med et forslag.

- Man ved godt at den skal ind forbi politikerne i sidste runde, og man ved måske godt at politikerne de ikke er interesserede i ideen, og så er der sikkert mange, der dropper den, inden de overhovedet kommer i gang, siger Roger Buch.

Frederikshavn er den eneste kommune i Nordjylland, der har vedtaget at borgerne kan stille forslag.

- Når først man har lavet sådan et demokratisk initiativ, så er det rigtig svært at fjerne det igen. For det bliver ligesom et signal om at ’vi er ikke demokratiske’, eller vi ikke vil lytte til borgerne. Så jeg tror man vil lade sådan noget hænge i mange år før man tager sig sammen til at sige, det bliver ikke brugt, så lad os dog fjerne det, siger Roger Buch.

Tydeligere på hjemmesiden

Forsøget med borgerdrevne forslag kører i to år endnu i Frederikshavn.

- Jeg synes da også at man som kommune kan være mere i offensiven end det vi har været. Jeg synes godt man kan lægge noget mere ud på hjemmesiden, og gøre det tydeligt, at det her er en mulighed, siger Christina Lykke Eriksen (SF).

I Frederikshavn har kommunen endnu ikke fået koblet borgerforslagene op på Nem-id, for det koster i følge kommunen op mod 113.000 kroner. Det vil sige, at hvis der kommer et forslag, som får opbakning fra mindst 1196 borgere, så skal kommunens medarbejdere manuelt kontrollere at alle underskrifterne er ægte.


Seneste nyt

fra Nordjylland