Deprimerende scanningssvar - russisk profil er færdig for sæsonen

Korsbåndet er overrevet.

Det var en stor streg i regningen, da russiske Alexander Bumagin måtte bæres fra isen i Frederikshavn White Hawks' hjemmekamp mod Herning Blue Fox i sidste uge.

Nu er dommen faldet, og det er ikke positivt nyt. En scanning viser, at russeren har overrevet korsbåndet i knæet. Dermed kommer han ikke på isen i slutspillet.

- Han skal opereres 10. marts, og sæsonen er definitivt slut for ham, siger Frederikshavn White Hawks sportschef Kasper Kristensen til Metal Ligaen.

Uheldig skadeshistorik

36-årige Bumagin havde en lignende skade i det andet knæ for to år siden og har allerede siddet ude i store dele af denne sæson grundet en skade i armen/albuen.

White Hawks ligger lige nu på syvendepladsen i Metal Ligaen. Holdet vandt tirsdag 2-0 over Sønderjyske. Holdet har spillet 46 kampe i Metal Ligaen. Høgenes næste opgør er fredag klokken 20 mod Herlev Eagles.


Seneste nyt

fra Nordjylland