Drenge satte ild i gaden i Frederikshavn

To knægte var på spil i Frederikshavn natten til tirsdag og mistænkes for at have sat ild til fem affaldscontainere og én valgplakat.

To drenge på henholdvis 15 og 16 år har erkendt, at de natten til tirsdag satte ild til en skraldecontainer ved McDonalds i Frederikshavn, og at de forsøgte at brænde en valgplakat.

De er samtidig mistænkt for at have sat ild til yderligere fire andre skraldecontainere i byen. 

Det oplyser Poul Badsberg, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Ild i fem affaldscontainere

I første omgang rykkede politiet ud til containerbranden ved McDonalds på Hjørringvej, og på vej derhen fangede de to knægte, der var i færd med at sætte ild til en valgplakat. 

De to drenge blev bragt til afhøring og erkendte, at de også stod bag branden ved McDonalds.

Yderligere var der også sat ild til fire nedgravede affaldscontainere ved Boligforeningen Vesterports lejligheder på Suensonsvej, som de to drenge også sættes i forbindelse med. Her nægter de sig dog skyldige.

- Jeg kan ikke udelukke, at der er sket skader på containere, men det er vist ikke det store. Efter vi fangede dem, blev drengene kørt tilbage på det opholdssted, de bor på, siger Poul Badsberg.

De to drenge er sigtede for forholdene, og Poul Badsberg oplyser, at der kommer en form for retsligt efterspil på et tidspunkt, og at der måske vil blive tale om et erstatningskrav.  


Seneste nyt

fra Nordjylland