Efter skrækkelig sæsonstart: White Hawks opruster for at komme væk fra bunden
Der har ikke været meget godt at skrive om sæsonstarten for Frederikshavn White Hawks.
Ishockeyklubben befinder sig i en stor krise, hvor det stadig ikke er blevet til sejr efter 11 kampe.
Tre kampe er dog tabt i overtiden, hvilket giver klubben tre point i alt og en sidsteplads. Syv point efter Rødovre Mighty Bulls.
Fra netop Rødovre snupper White Hawks nu en spiller, der skal gå ind og hjælpe klubben væk fra bunden.
Det skriver White Hawks på sin Facebook-side.
Det er Måns Hansson, en back med kvaliteter i det offensive spil.
Svenskeren har lavet seks point i seks kampe i denne sæson for sjællænderne, og det output kan frederikshavnerne godt bruge i kampen om at komme i slutspillet.