Ejere af Nordmark Maskinfabrik er Årets Ejerleder i Nordjylland
Morten Jørgensen Mørk og Michael Jacobsen, Nordmark Maskinfabrik A/S er vinder af Årets Ejerleder 2017 i Nordjylland.
Ejerlederne bag Nordmark Maskinfabrik A/S har netop vundet ejerlederprisen for deres visionære tilgang til fremtidens muligheder og deres evne til at skabe vækst.
Morten Jørgensen Mørk og Michael Jacobsen er her til aften blevet hyldet for deres arbejde som ejerledere af Sæby-virksomheden Nordmark Maskinfabrik A/S, der leverer elementer til vindmølleindustrien.
- Morten Jørgensen Mørk har sammen med Michael Jacobsen en visionær tilgang til fremtidens muligheder og søger konstant at gøre tingene bedre. De er kendte for at ’gøre det umulige’ ved at producere enheder til vindmølleindustrien på mere end fem ton, og de har skabt imponerende vækst i deres virksomhed på trods af udfordringer og en generel tilbagegang i vindmølleindustrien, siger Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg om udnævnelsen.
Morten Jørgensen Mørk og Michael Jacobsen har formået at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i både Nordjylland og i Østjylland. Derudover har de formået at ekspandere med endnu en fabrik i Tyskland og dermed skabe eksportindtægter. Dette er sket med respekt for virksomhedens medarbejdere og deres håndværk.
- Morten og Michael er frontfigurer, som har formået at løfte arven og føre Nordmark Maskinfabrik ind i en helt ny liga med store vækstmuligheder forrude. Som Morten siger; ”Vi tør det – vi gør det”. De er kort sagt et fantastisk eksempel på dygtige ejerledere, som gennem klare visioner og stort fokus på kunderne har opnået stor succes og vækst,” siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Prisen uddeles af PwC, Dansk Erhverv, Finans og Nykredit, og de øvrige kandidater til prisen var:
Lars Bentzen fra NTU International A/S
Jan Nygaard fra NGI A/S
Morten Jørgensen Mørk og Michael Jacobsen går nu videre fra egnskonkurrencen til landskåringen, der finder sted den 9. november.