Ejerløs, faldefærdigt og forladt: Men ingen kan sige ja til nedrivning
Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord
Ejendommen i Thorshøj har været ejerløs siden 2016.
I mere end 10 år har et hus midt i Thorshøj i Vendsyssel stået tomt.
I 2013 blev den hvidkalkede villa på 163 kvadratmeter købt af selskabet Trehøje Ejendoms Invest fra Vildbjerg i Midtjylland for 150.000 kroner.
Planen var at ejendommen skulle renoveres og udlejes. Det forklarer selskabets daværende direktør Børge Hauris Pedersen, men sådan gik det ikke.
Renoveringen af ejendommen i Thorshøj blev aldrig sat i gang. Trehøje Ejendoms Invest gik konkurs.
- Vi mistede en ordentlig pose penge, og så væltede selskabet. Jeg ville have renoveret dem, men når du pludselig smider en halv million kroner væk, så er det ikke let, siger Børge Hauris Pedersen.
Ejendom blev smidt i skraldespanden
I december 2016 blev selskabet tvangsopløst, og ejendommen i Thorshøj blev af konkursboets kurator forsøgt solgt på tvangsauktion. Ingen købere meldte sig, og da der ikke var udsigt til at konkursboet ville kunne få penge for ejendommen, blev den erklæret ejerløs jævnfør konkursloven paragraf 143.
Ejendommen i Thorshøj blev groft sagt smidt i skraldespanden.
- Det er noget uhyggeligt noget, for dem er der mange af i Danmark. De får det aldrig solgt. Hvis du byder en krone for den, så står du med ejendomsskat. Der har staten virkelig klokket i det, og det er fordi der er nogle griske advokater, som vil tjene penge.
- Det må du fandme gerneskrive, at jeg har sagt!, tordner Børge Hauris Pedersen.
Huset på Hjørringvej 246 i Thorshøj har i snart otte år ligget i skraldespanden, og hvis den skal væk derfra, kræver det, at nogen vil åbne tvangsauktionen igen. Alene det er en dyr omgang og vil koste mellem 25.000 og 40.000 kroner.
Herefter vil alle kunne byde på ejendommen på auktion.
- Jeg ville godt kunne have købt den igen dengang, men så kom der mange omkostninger til advokater, siger han.
Borgerforening vil have det grimme hus væk
Den ejerløse ejendom har i mange år været en torn i øjet på borgerne i Thorshøj. Borgerforeningen har gjort mange forsøg på at få den revet ned.
- Det er pisse irriterende. Den er bare grimt. Vi vil bare gerne have den væk, siger Geir Kaså, formanden for Thorshøj Borgerforening.
Huset er i dag ubeboeligt. Flere steder er der huller i taget, og indenfor er lofterne faldet i flere rum, og huset er fugtigt - medtaget af mange års manglende vedligeholdelse og mere end nedrivningsegnet.
Der findes bare ingen, som kan sige ja eller nej til en nedrivning, da huset er uden ejer. Derfor bliver huset stående.
- Det er en spøgelsesbygning. Vi vil være virkelig glade, hvis det kan komme ned, siger Geir Kaså.
Ejendommen er en af omkring 200 huse, som Frederikshavn Kommune i 2021 vurderede var i så dårlig stand, at de skulle rives ned.
Det er nu tre år siden, og bortset fra at der er sat afskærmningsbånd op foran huset, så er der ikke sket noget, for selvom Frederikshavn Kommune også gerne så huset jævnet med jorden, har kommunen en politik om, at de ikke køber faldefærdige ejendomme på tvangsauktion.
- Problemet er at vi ikke kan få lavet en aftale med ejeren, siger formanden for distriktsrådet i Frederikshavn Kommune, Brian Kjær (S).
Men der er jo ikke nogen ejer?
- Nej det er også det, som er problemet, siger han.
Kommunen vil ikke købe
I følge Brian Kjær har kommunen ingen interesse i at eje den slags huse og grunde, men man vil gerne lave aftale med ejerne, så de faldefærdige ejendomme kan blive rakt ned, men i sagen fra Thorshøj er man løbet panden mod muren i den ejerløse bygning.
Derfor forbliver den ejerløse ejendom stående til den bliver i så dårlig stand, at den selv begynder at vælte og dermed er farlig at færdes ved - så kan kommunen nemlig med tvang rive den ned.
- Hvis vi kunne få det væk, ville det virkelig betyde rigtige meget for os. Det ser ud helvede til. Hvis vi kunne få det revet ned, kunne vi få en grøn samlingsplads med borde og bænke, drømmer Geir Kaså, formand for Thorshøj Borgerforening.