En elev smidt ud fra efterskole på grund af hash-fund
Stidsholt Efterskole. Arkivfoto: TV2 Nord
Der blev opdaget en pakke med hash i den unge elevs taske, hvorefter politiet og elevens forældre blev inddraget i sagen, som forstander Andreas Larsen betegner som enkeltstående.
En elev har måttet forlade Stidsholt Efterskole i utide, efter man mandag fandt, at der i hans taske var hash. Det var lidt af en tilfældighed og en forvikling med en taske, der gjorde, at det ulovlige euforiserende stof blev opdaget på efterskolen.
Det oplyser forstander Andreas Larsen, der er ked af situationen, da det ikke mindst nu får konsekvenser for den pågældende elev, der ikke længere kan være på skolen.
- Vi kontaktede politiet, da vi ikke tidligere har stået i den situation, og ikke vidste helt, hvad og hvormeget vi havde med at gøre. Politiet mente, der var under ti gram hash og dermed ikke så stor en mængde, at der var tale om så meget, så der kunne sælges ud af det, men det er forbudt at have hash på sig - også på vores efteskole, hvor eleverne hverken må ryge eller drikke - og selvfølgelig heller ikke have ulovlige stoffer, siger Andreas Larsen.
Forstanderen mener, der er tale om et enkeltstående tilfælde, og efteskolen generelt ikke har problemer med hverken alkohol eller hash.
- Vi har 120 unge mennesker her, så statistisk set må jeg jo antage, at nogle har prøvet at ryge hash, men der er ikke blevet røget på skolen, og jeg vil sige, at den pågældende elev, der nu er bortvist, han er meget ked af det, siger Andreas Larsen.
Også for skolens øvrige elever har det konsekvenser, når man midt i et skoleår pludselig på den måde skal sige farvel til en kammerat.
- De er alle berørte af det, der er sket. Og vi bruger nu tid på at få samlet op på de øvrige elever, så vi kan finde ud af at komme videre, siger Andreas Larsen.
Han tilføjer, at elevernes forældre er orienteret om situationen, og de er blevet bedt om at tage en snak med deres unge i weekenden om det skete og om rusmidler.