Endnu mere istølt i 2020

Folkene bag den årlige istølt-event drømmer om vokseværk.

Også denne vinter skal nogle af verdens bedste heste og ryttere konkurrere i istølt på isen i Frederikshavn. Og hvis det står til arrangørerne, så skal eventen gerne gøres endnu større end den er nu:

- Vi arbejder denne gang med et mål om at kunne udvide NORDIC ICE GAMES 2020 til at strække sig over to dage, blandt andet ved at tilkoble en åben cup for eliten blandt sportens juniorryttere og så afvikle dette dagen før det store brag. Om det lykkedes, ved vi om et par måneder, siger Jan Michael Madsen til Kanal Frederikshavn.

Frederikshavn er det eneste sted i Danmark, man kan opleve de små, hurtige heste danse hen over isen. Og det skal dyrkes.

- Vi har et unikt iscenter i sin konstruktion til dette med to sammenhængende ishaller. Og så passer det godt til byens image. Det er lidt råt, der er nordisk natur og tempo over det, og så er der masser af hestekræfter i, både på isen og omkring iscentret, når de helt store 4x4 trækkere kommer til byen med heste i den helt dyre ende, siger Jan Michael Madsen.

NORDIC ICE GAMES afholdes den 1. februar 2020 - og tyvstarter altså - måske - allerede fredag den 31. januar.


Seneste nyt

fra Nordjylland