Energibyen Frederikshavn modtager årets Svend Auken-pris

På Socialdemokratiets partikongres i Aalborg blev Energibyen Frederikshavn søndag formiddag hædret for deres indsats i forhold til grøn omstilling.

Søndag formiddag modtog Energibyen Frederikshavn dette års Svend Auken-pris. Det skete på Socialdemokratiets partikongres i Aalborg hvor Energibyen Frederikshavn blev hædret som "et forbillede for hele landet."

Svend Auken-prisen blev indstiftet af Socialdemokratiet i 2009 til minde om den tidligere - nu afdøde - miljøminister Svend Auken, og den gives hvert år til personer eller organisationer, der har ydet en særlig indsats i miljø- og klimaarbejdet.

Dette års pris går til Energibyen Frederikshavn, fordi de viser at grøn omstilling sagtens kan gå hånd i hånd med eksport, arbejdspladser og vækst.

FAKTA: Svend Auken-prisen

Prisen blev indstiftet i 2009 til minde om det socialdemokratiske fyrtårn og tidligere miljøminister Svend Auken og gives til personer eller organisationer, som har gjort en ekstraordinær grøn indsats. Prisen er tidligere uddelt til:
  • 2009: Tidligere Miljøkommissær i EU Margot Wallström
  • 2010: Verdensnaturfonden
  • 2011: Samsø Energiakademi
  • 2012: Grundfos-leder Niels Due Jensen
  • 2013: Stop Spild af Mad-kampagnen
  • 2014: Billund BioRefinery
  • 2015: COOP Danmark
  • 2016: Energibyen Frederikshavn, Frederikshavn Kommune

- Energibyen har arbejdet gennemgribende med energioptimering, hvor alle er med lige fra den store virksomhed, hvis overskudsvarme opvarmer huse. Til det private hjem, der med et blinkende grønt smil motiveres til at gøre en indsats. Innovation, motivation og koblingen af offentlig og privat er afgørende for den grønne omstilling, og det gør Energibyen Frederikshavn til et forbillede for hele landet, udtaler Christian Rabjerg Madsen, der er miljøordfører for Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

Det var projektchef i Energibyen, Poul Rask Nielsen, der søndag formiddag modtog prisen på vegne af Frederikshavn Kommune.

- Det er en stor ære for os i Energibyen og Frederikshavn Kommune at modtage Svend Auken-prisen og komme i selskab med kendte klima-forkæmpere, udtaler projektchefen i en pressemeddelelse.

- For Energibyen og for Frederikshavn Kommune betyder arbejdet med den grønne omstilling, at vi gør os til en del af den globale forandring samtidig med, at vi har fokus på den lokale forankring og på skabelse af lokale arbejdspladser, som gavner miljøet. Det arbejde vi udfører, er ikke bare et bidrag til den grønne omstilling, det samler på tværs af partiskel og overbevisning, at vi kan blive konkrete i arbejdet til gavn for lokalsamfundet. Vi inddrager borgerne så meget som muligt, og i dagligdagen mærker vi, at det betyder noget, at der er et politisk ønske til omstillingsprocessen. Vi kan se, at det virker, når der er en synlig gevinst for folk, fx. støtte til energirenovering og grøn afgift på biler, udtaler projektchefen videre.

FAKTA: Energibyen Frederikshavn

Frederikshavn Kommune blev i 2007 Danmarks første klimakommune, og forpligtede sig på at nedbringe den årlige CO2 udledning med 3 procent.  Energibyen er et kommunalt erhvervsudviklingsprojekt, som skal omlægge energiforsyningen i Frederikshavn Kommune til 100 procent vedvarende energi. Energibyens opgave er at være initiativtager, udfører og koordinerende på projekter, som medvirker til at skabe grøn vækst og nye lokale jobs i energisektoren.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland