Enormt Krøyer-maleri reddet ud af brændende Børsen

Børsen i København gik i brand ved 8-tiden tirsdag morgen.

Maleriet 'Fra Københavns Børs' af den kendte skagensmaler P. S. Krøyer er blevet reddet ud af den historiske bygning Børsen, der lige nu brænder kraftigt. 

Maleriet er fra 1895 og måler 254 gange 409 centimeter. Det skriver TV 2.

160424 Krøyer Københavns Børs
Foto: TV 2

TV-billeder fra TV 2 viser, hvordan det gigantiske maleri, der er et af kunstnerens største, måtte bæres ud af fem-seks personer fra branden i den historiske bygning. 

Maleriet portrætterer en stor del børsfolk fra Børssalen. 

Feteret maler 

Peder Severin Krøyer, bedre kendt som P. S. Krøyer, var en voldsomt populær dansk-norsk portrætmaler fra 1800-tallet.

Skagensmaleren er bredt anerkendt som en pioner inden for dansk friluftsmaleri, og en særlig anerkendelse fik han for sine skildringer af kunstnerkolonien og lokalbefolkningen i Skagen. 

Hans værker blev typisk bestil af foregangsmænd inden for handel, industri og kultur, og de anses for at være væsentlige bidrag til kunsthistorien, men også til Danmarkshistorien.

P. S. Krøyer fik mange bestillinger især mod slutningen af 1800-tallet, da hans gode omdømme blev mere og mere udbredt. 


Seneste nyt

fra Nordjylland