EUC Nord drømmer om maritime uddannelser i tre etager
Foto: Henning Bagger / Scanpix (Arkivfoto)
Den maritime branche efterspørger flere elektrikere med mere fokus på skibe og offshore, og nu vil EUC Nord uddanne dem i et helt unikt uddannelsesmiljø.
Den maritime branche efterspørger stadigt flere elektrikere med fokus på el-installationer på skibe og offshore.
Og nu går EUC Nord med drømme om et helt unikt uddannelsesmiljø, hvor elektrikere, skibsmontører og smede undervises i et "skib" sat op i EUC's skibsbyggerhal.
- Vi vil meget gerne bakke op om, at vi skal have et stærkt maritimt uddannelsesmiljø i Nordjylland med base i Frederikshavn. Et anlæg, som det skitserede, vil være det eneste af sin slags i Danmark, og det vil helt sikkert tiltrække elever fra hele landet, siger Claus Søgaard Poulsen, direktør i Scanel International i Frederikshavn, der er en af virksomhederne i fællesskab bag projektet.
Uddannelsesprojektet tager skibsform
Idéen til "skibet" kom efter, EUC Nord i 2015 reviderede sin elektrikeruddannelse, så den nu er opbygget af en række skolemoduler, der tilsammen udgør en uddannelse.
Efterhånden, som projektet kom under behandling, indså arbejdsgruppen, at det ikke bare var el-uddannelsen, som kunne have gavn af et decideret maritimt undervisningsmiljø. Også skibsmontør- og smedeuddannelsen på EUC Nord kunne se perspektiver i det. Søfartsskolen Martec kunne også bruge det i sine uddannelser.
Sammen med en 3D-tegner kom de frem til en skibskonstruktion med tre dæk med maskinrum på dæk 1, elinstallationer på dæk 2 og broen på dæk 3. Planen er, at skibskonstruktionen placeres i skibsbyggerhallen på EUC Nord.
Finansieringen ikke på plads
- Vi har en stærk maritim klynge i Nordjylland og ikke mindst i Frederikshavn, hvor det går rigtigt stærkt i disse år. De har brug for mere uddannet arbejdskraft – blandet andet elektrikere, skibsmontører og smede. Det er derfor vigtigt, at vi sikrer, at den rigtige arbejdskraft bliver uddannet i Nordjylland, siger Niels Christensen, direktør i Erhvervshus Nord.
I dag er projektet kommet så langt, at man faktisk er klar til at bygge det, og eleverne er begyndt at tilmelde sig. Projektet kommer dog til at koste mellem 10 og 15 millioner kroner, som EUC Nord i øjeblikket er i færd med at søge hos relevante fonde.
Man satser på at starte byggeriet i 2018.