Fængselsstraf til offer i Elling-sag for pistol

36-årig mand skal to år og seks måneder i fængsel for at have en skarpladt pistol og ammunition. Manden forklarede i retten, at pistolen var til selvforsvar.

En 36-årig mand er torsdag blevet idømt to et halvt års fængsel for våbenbesiddelse.

Der er tale om den mand, som i oktober 2016 blev fundet gennembanket og overhældt med benzin i en varebil. To personer blev 1. september i år dømt for forsøg på manddrab.

Den 36-årige blev desuden selv idømt fire måneders betinget fængsel, fordi han var voldelig overfor de to dømte.

Få dage inden dommen faldt fik politiet et anonymt tip om at den 36-årige opbevarede en pistol på sin bopæl. Og ganske rigtigt – da politiet undersøgte mandens hjem, fandt de en skarpladt Beretta-pistol under en hynde i en sofa samt patroner.

Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg.

Manden blev varetægtsfængslet i fire uger, og efter at have erkendt at have været i besiddelse af pistolen, blev han torsdag fremstillet ved Retten i Hjørring.

Her forklarede den 36-årige, at han havde fået at vide, at der var en pris på hans hoved. Han fik ifølge forklaringen en pistol fra en mand, der sagde, at han skulle passe på sig selv. Herefter gik han i skjul.

- Pistolen var anskaffet med henblik på selvforsvar, siger Thomas Klingenberg.

Manden blev dømt efter straffelovens paragraf 192a, der omhandler våbenlovgivningen. I maj blev straffen skærpet, og det betyder, at man minimum skal straffes med to år og tre måneders fængsel for at være i besiddelse af en halvautomatisk pistol med ammunition.

Fordi manden i forvejen havde fire måneders betinget fængsel, blev de også udløst, og med strafrabat endte manden med en dom på to år og seks måneders fængsel.

Den 36-årige ankede dommen på stedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland