Fire mænd efterlyses for voldtægtsforsøg i Skagen
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Området her på vejen foran Østre Strandvej 21 har hertil morgen været afspærret af politiet. Det skulle være her, at voldtægtsforsøget fandt sted.
Nordjyllands Politi efterlyser nu fire mænd, som er mistænkt for forsøg på voldtægt af en 28-årig kvinde natten til torsdag i Skagen.
En ung 28-årig kvinde blev torsdag nat klokken 01.45 forsøgt voldtaget i Skagen. Nu kommer Nordjyllands Politi med signalement og efterlysning af fire mænd, som er mistænkte i sagen.
Den 28-årige kvinde sad på en trappe på Østre Strandvej i Skagen, da hun blev opsøgt af de fire gerningsmænd. Hendes hoved blev slået mod en betonkant. Kvinden slog dog fra sig og kradsede den ene af de mistænkte gerningsmænd i ansigt. Derfor valgte de fire mænd at stikke af via Truckvej i sydlig retning.
Signalement af de fire mistænkte gerningsmænd:
- Mistænkte A: Mistænkte A beskrives som mand af udenlandsk eller arabisk udseende, 16-18 år gammel, omkring 165 centimenter høj og spinkel af bygning. Derudover er mistænkte A kortklippet i siderne og med kort hanekam. Han var iført sort hættetrøje med stort Adidas-logo på brystet og sorte Adidas bukser med tre hvide striber.
- Mistænkte B: Mistænkte B beskrives som mand af udenlandsk eller arabisk udseende, 16-18 år gammel. Derover har mistænkte B grønne øjne og var iført rød hættetrøje og sko af mærket Adidas Ultra Boost.
- Mistænkte C: Mistænkte C beskrives som mand af udenlandsk eller arabisk udseende og iført mørkt tøj.
- Mistænkte D: Mistænkte D beskrives som mand af udenlandsk eller arabisk udseende og iført mørkt tøj.
Ring 1-1-4 med information
Lederen af efterforskningen, politikommissær Carsten Straszek, understreger, at det er en yderst alvorlig sag. Han opfordrer alle, der har set eller hørt noget om straks at rette henvendelse til politiet på telefon 1-1-4.
- Alle, der måtte have oplysninger om de fire mistænkte, bedes henvende sig. Det gælder også, hvis man har hørt eller set noget i området omkring gerningstidspunktet, siger Carsten Straszek.
Større efterforskning
Siden Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om forsøg på voldtægt, har de efterforsket på fuld kraft i sagen.
Politiet har foretaget tekniske undersøgelser på gerningsstedet, og der er gået spor med tjenestehund i området.
- Alle informationer fra offentligheden i sagen vil være en hjælp for os i vores efterforskning, siger Carsten Straszek.