Foto: Jesper Christiansen

FOA Frederikshavn ærgerlige over gennemførte besparelser

En demonstration imod planlagte besparelser på socialområdet i Frederikshavn er tilsyneladende gået for døve ører. "Brandærgerligt", mener FOA.

En demonstration imod besparelser på socialområdet foran rådhuset i Frederikshavn onsdag i sidste uge har tilsyneladende ikke haft den ønskede effekt.

Frederikshavn Kommune har valgt at gennemføre de upopulære besparelser på ti millioner kroner i forbindelse med budgettet for 2018 under protester fra fagforbundene FOA, 3F og Socialpædagogernes Landsforbund.

- Det er rigtig ærgeligt, når der mødte så mange op til demonstrationen, og det ikke har haft indvirkning på politikerne, siger Louise Krüger Nielsen, afdelingsformand for FOA Frederikshavn. 

Læs også Ansatte i Frederikshavn: Vi kan ikke løbe stærkere

Hun mener, at besparelsen vil gå udover arbejdsmiljøet hos de ansatte hos kommunen, der arbejder med de handicappede og de ældre.

- Birgit Hansen (borgmester i Frederikshavn red.) siger, at de har lavet et sundt budget, men det kommer an på øjnene, der ser. Det kan godt være, det er sundt i forhold til økonomien, men spørgsmålet er, om det samme gælder for arbejdsmiljøet, siger Louise Krüger Nielsen.

Louise Krüger Nielsen ser dog også flere positive tiltag i Frederikshavns budget, hvor der både sættes penge af til at få flere tilbage i arbejde, og til at undersøge, hvorfor serviceniveauet i handicappen og psykiatrien er lavere end landsgennemsnittet. 

FOA skal nu tage stilling til, om fagforbundet skal foretage yderligere oven på besparelserne.

- Nu skal vi i dialog med vores medlemmer og finde ud af, hvad næste skridt er, men vi har ikke besluttet noget endnu, siger Louise Krüger Nielsen.

Læs også Budget er på plads i Frederikshavn