Fodboldklub samler nordjyder med rødder i Myanmar

Spillerne på fodboldholdet FC Vakok er født i Myanmar, men de bor nu rundt omkring i det nordjyske. For burmeserne på holdet er fodboldklubben meget mere end bare motion.

Holdet FC Vakok har hjemmebane i Frederikshavn, men sproget blandt spillerne er ikke altid med nordjysk dialekt.

For alle spillere på holdet - på nær en enkelt - er født i Myanmar.

- Jeg er meget stolt af at være i den her fodboldklub, hvor jeg kan bruge mit eget sprog og spille sammen med mine venner og dem, jeg kender, siger Cung Zathang, der spiller på FC Vakok.

Fodboldspillerne kommer fra både Hjørring, Aalborg, Sæby og Frederikshavn, og de har spillet sammen på FC Vakok, siden holdet blev startet for fire år siden.

Søndagens sejr fejres med manér

Rødder i Chin-staten

Navnet Vakok kommer fra en fugl i Chin-staten i Myanmar, hvor fodboldspillerne har deres rødder, og fuglen er populær, fordi den er meget loyal.

- Vi er chinfolk og spiller i samme klub. Det kan vi godt lide. Det viser, at hvor end vi er, så står vi sammen, siger Cung Zathang.

Men det er ikke kun ren hygge – fodboldspillerne fra FC Vakok har også succes indenfor fodboldbanens kridtstreger, og i weekenden spillede de deres første kamp nogensinde i serie 3, som de vandt 6-0.

- Vi har ikke helt Christiano Ronaldo på holdet. Vi spiller trods alt i Serie 3. Det handler om holdsport, og vi hjælper hinanden - alle er stjerner her, siger Cung Zathang.

Fordele og ulemper

Når stort set alle spillere er burmesere, så er der både fordele og ulemper på banen, og FC Vakoks spillende træner glæder sig søndag over, at sæsonens første kamp skal spilles i bagende sol.

- Det er til vores fordel. Der er rigtig varm, og vi er vant til varmen. Vi regner med, at vi kan løbe dem trætte, selvom de er unge spillere, siger Biak Sang. 

Men det burmesiske hold kender også egne svagheder, og en af dem kan være højden på spillerne. 

- Vi burmesere er ofte ikke så store, så de fleste bliver bare sendt ud som kant, back og angriber. Der er ikke så mange, der får lov at spille midterforsvarer eller central midtbane, men her får de så lov, siger Biak Sang. 

Se hele indslaget med FC Vakok

 


Seneste nyt

fra Nordjylland