Forfrossent beredskab snart færdige: Elling Å under kontrol

10 mand fra beredskabet har natten igennem holdt øje med Elling Å i den bidende kulde. Men nu lysner det snart. Vandet er faldet 20 centimer siden søndag aften.

Beredskab kan snart trygt forlade Elling Å. De har været massivt til stede i det kolde vejr siden søndag ved middagstid.  Søndagens regnvejr forårsagede oversvømmelser ved åen, og søndag var tæt på 40 mand i gang med at pumpe vand.

- Vi havde lige en kort periode på et par timer i går eftermiddag, hvor vi tænkte, det løb fra os, men nu er der fuldstændig kontrol, og vi er har kun været 10 mand i nat, fortæller indsatsleder Ib Nielsen.

Siden i går aftes er vandstanden faldet 20 centimeter.

Tilbage i 2014 gik Elling Å langt over sine bredder, og det betød store oversvømmelser for flere husejere. For at undgå en lignende episode, blev åen udstyret med to diger. På dem sidder der to ventiler, der fungerer som regnvandsafløb. Beredskabet blev nødt til at lukke dem, så  2014  ikke skulle gentage sig.

- Men det betød, at afløb fra byen ikke kunne komme nogle steder, så det har vi holdt øje med.

Nu afventer beredskabet, at entreprenørerne bag ventilerne ankommer, og imens er de så småt begyndt at pakke ned.

- Det bliver godt at komme ind i varmen. Her er godt nok koldt, lyder det fra Ib Nielsen.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland