Forsat sigtet for forsøg på manddrab: To kvinder fængslet
En 26-årig kvinde erkender, at hun med kniv har stukket ud efter mand - men siger, det var i selvforsvar.
To kvinder på henholdsvis 26 og 32 år er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet tre uger, sigtet for mandag formiddag at have forsøgt at slå en 29-årig mand ihjel.
De to blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, hvorfor det er sparsomt med oplysninger i sagen, men ganske vist er det, at den ene kvinde, den 32-årige nægter sig skyldig i sigtelsen, mens den 26-årige kvinde ifølge anklager Mathias Andersen i sagen erkendte, at hun havde givet "et par stik, men det var i selvforsvar".
Deb 29-årige mand, som knivstikkeriet gik ud over, blev i al hast kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han efter en operation blev erklæret uden for livsfare.
Den dramatiske episode fandt sted mandag formiddag på en landejendom ved Præstbro - mellem Dronninglund og Sæby.
Politiet afspærrede området omkring gerningsstedet, og man var hele mandagen i gang med et omfattende efterforskningsarbejde.
Et efterforskningsarbejde, der fortsat mangler en formodet gerningsmand, nemlig en 36-årig mand, som, politiet mener, har været på ejendommen. Politiet kender identiteten på manden og opfordrer ham til at melde sig selv.
Der er fortsat ingen oplysninger om motivet til den formodede forsøg på drab.
I forbindelse med grundlovsforhøret tirsdag valgte dommeren at følge anklagemyndighedens opfordring og lade de to kvinder fængsle frem til 25. februar, ligesom man af hensyn til den videre efterforskning lukkede døren for offentligheden, da politiets detaljer om sagen blev fremlagt for dommeren.