Fravær: Frederikshavnerne er mest syge

I Frederikshavn er de offentligt ansatte i gennemsnit syge 14 dage årligt. Dermed topper kommunen listen over sygefravær i Nordjylland.

Influenza, forkølelse og andre sygdomme rammer oftere offentligt ansatte end privatansatte. En undersøgelse fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet viser, at de ansatte i den private sektor i gennemsnit er syge 6,8 dage om året.

Det tal er noget højere for de offentligt ansatte. I Nordjylland ligger sygefraværet på mellem 11 - 14 dage årligt for de ansatte i den offentlige sektor. Det undrer ikke Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (Soc.Dem.), at tallet er højere for offentligt ansatte end privatansatte: 

quote Det skal være et indsatsområde altid.

Birgit S. Hansen, Borgmester, Frederikshavn

- Hvis man for eksempel kører i hjemmeplejen og har et forkølelsessår eller lidt influenza, så skal man jo ikke tage på arbejde og smitte svage borgere. Ansatte i en daginstituion bliver også udsat for mere smitte, siger hun. 

Frederikshavns Kommune topper listen over sygedage i de nordjyske kommuner. 13,9 sygedage om året er de offentligt ansatte i gennemsnit væk fra arbejde på grund af sygdom. Det skal der gøres noget ved, ifølge borgmesteren: 

- Vi er klar over det, og det er også derfor, at sygefravær skal være et indsatsområde i '18 og i '19. Jeg tror, det skal være et indsatsområde altid, siger Birgit S. Hansen fra Socialdemokratiet. 

Højt fravær i Aalborg

I Aalborg Kommune er sygefraværet også højt i forhold til de andre nordjyske kommuner. Her er fraværet i snit 13,4 dage om året. 

- Det kommer ikke bag på mig. Man har jo ligesom i den private sektor en høj faglig stolthed, og derfor spiser man måske også lidt af sig selv for at nå det hele, og det koster jo i sidste ende, siger Karsten Lynge Simonsen, der er formand for Aalborg Lærerforening. Han peger på folkeskolereformen og besparelser som nogle af grundene til det høje fravær. 

Aalborg Lærerforening har alligevel formået at nedbringe sygefraværet over de seneste tre år. Men det er ifølge formanden for lærerforeningen urealistisk, at fraværet når ned på samme niveau som i den private sektor: 

- Det er urealistisk at tro, at man kan nå nul, og det er også urealistisk at tro, at man kan nå ned på samme niveau som i den private sektor, for det er et andet klima, vi er i, siger Karsten Lynge Simonsen. 

Indsatsområde i Mariagerfjord

I Mariagerfjord Kommune kan de bryste sig af at have det laveste sygefravær i Nordjylland. De ansatte i det offentlige er væk fra arbejde 11,8 dage om året. Det skyldes et særligt fokus fra kommunens side over de seneste to år: 

- Hver gang man mødes i de her udvalg, og det gør man cirka seks gange om året, så har man et fokus, der hedder sygefravær, siger Kenn Andreasen, der er formand for fagforeningen FOA i Mariagerfjord. 

I Frederikshavn Kommune er planen også, at sygefraværet skal sænkes. Derfor har man siden begyndelsen af 2018 haft øget fokus på problemet. Blandt andet med konkrete initiativer flere steder i kommunen, hvor sygefraværet har været særligt højt.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland