Frederikshavn Handelsskole opsiger ni medarbejdere

Frederikshavn Handelsskole tager afsked med ni medarbejdere for at få skolens budget til at hænge sammen, oplyser skolen onsdag eftermiddag.

Frederikshavn Handelsskole kan på nuværende tidspunkt i forbindelse med udarbejdelse af skolens budget for 2019 se frem til færre indtægter. 

Det imødegår handelsskolen allerede nu ved at skære i sine omkostningerne på skolen. Dette indebærer også en række personalemæssige besparelser.

Konkret betyder det, at der er varslet afskedigelser af ni medarbejdere. 

Det skriver Kanal Frederikshavn onsdag eftermiddag på baggrund af en pressemeddelelse fra Frederikshavn Handelsskole. 

- Skolens ledelse beklager naturligvis, at det er nødvendigt at tage afsked med gode medarbejdere, men anser det omvendt som værende helt nødvendigt at tilpasse omkostningsniveauet i forhold til det indtægtsniveau, som kan forventes i 2019, siger Brian Andersson, direktør på Frederikshavn Handelsskole. 

Frederikshavn Handelsskole består af tre uddannelser: HHX (Handelsgymnasiet), EUX Maritim Business og EUD Merkantil samt en kursusafdeling (CoLearning).

- Frederikshavn Handelsskole er og skal fortsat være kendt som den lokale uddannelsesinstitution med det globale perspektiv. Besparelserne vil derfor ramme undervisningen, studieture og andre elevrettede aktiviteter mindst muligt. Frederikshavn Handelsskole vil også forsat have fokus på at skabe de bedst mulige uddannelser og kursustilbud i lokalområdet, siger Brian Andersson.


Seneste nyt

fra Nordjylland