02:08

Frederikshavn Kommune ligger i top fem over de bedste udendørs faciliteter til motion og idræt.

Frederikshavn i toppen: Blandt kommuner med flest idrætsmuligheder i naturen

Frederikshavn placerer sig i toppen, når det handler om at tilbyde idrætsmuligheder i naturen. Det viser en ny kortlægning fra DIF.

Er man glad for naturen og har man samtidig en trang til at få pulsen op, så bør man måske skule til Frederikshavn Kommune. Her placerer man sig nemlig på en fjerdeplads blandt landets 98 kommuner, når det handler om at tilbyde idrætsmuligheder i naturen. Det viser en kortlægning foretaget for første gang af Danmarks Idrætsforbund. 

Læs også Lunere luft på vej mod Danmark: Vi får 14 graders varme

- Det er en fornøjelse at se, at der i Frederikshavn Kommune blandt andet er mountainbikespor, sejlsportsfaciliteter og havbaner til open water svømning, siger Casper Lindemann, konsulent i Danmarks Idrætsforbund.

Det er i rapporten ’Outdooridræt i Danmark’, at Danmarks Idrætsforbund har kortlagt mulighederne for idræt i naturen i de forskellige kommuner. Her har man opdelt mulighederne for henholdsvis skovidræt og vandsport. 

Skovaktiviteter tæller eksempelvis mountainbike, langrend, crossløb, orienteringsløb, mens vandsport tæller idrætsgrene som sejlads, sportsdykning, stand up paddle og windsurfing 

Læsø helt i bund

Læs også Comeback: White Hawks klar til afgørende kvartfinalekamp

Ifølge opgørelsen tilbyder Frederikshavn tre skovfaciliteter og otte vandfaciliteter - og slår man faciliteterne sammen opnår Frederikshavn altså en fjerdeplads blandt landets kommuner.

Hos DIF glæder man sig over, at Frederikshavn gør det muligt for borgerne at være aktive i naturen.

- Det er med til at sikre et bredt idrætstilbud til borgere og turister, og dermed bidrage til at understøtte visionen om at få verdens mest idrætsaktive nation og invitere endnu flere danskere ud i naturen for at dyrke idræt, siger konsulent i Danmarks Idrætsforbund, Casper Lindemann.

Der er dog også kommuner, hvor det halter med udbuddet af idrætsaktiviteter i naturen. Ser man på kombinationen af vand og skov, så er Læsø i særklasse den kommune i Danmark, der har flest arealer til outdooridræt, set i forhold til kommunens størrelse, men kommunen har ingen officielle faciliteter til skovidræt og vandsport, står det i rapporten.

Hele opgørelsen over arealer til idræt i naturen og antallet af tilbud kan ses her.