Frederikshavn vil importere ingeniører

Ingeniører er en eftertragtet vare på det danske arbejdsmarked. Nu håber Frederikshavn Kommune på, at man med en aftale kan importere nogle af dem.

Jobcenter Frederikshavn har netop indgået en partnerskabsaftale med Jobcenter Lyngby-Taarbæk om tiltrækning af kvalificeret akademisk arbejdskraft. Samarbejdet skal matche ledige job i Frederikshavn Kommune med eksempelvis ledige ingeniører i Lyngby-Taarbæk Kommune

Aftalen betyder at Jobcenter Frederikshavn kan hente hjælp til rekruttering ved kolleger i Lyngby-Taarbæk. Målet er at flere højtuddannede opdager potentialet for job, karriere og det gode liv i Frederikshavn Kommune.

- Virksomhederne i Frederikshavn Kommune har brug for adgang til mere højtuddannet arbejdskraft for at kunne udnytte det potentiale for vækst, de har. Efterspørgslen er stor i lokalområdet, og derfor indgår vi nu et samarbejde med Jobcentret i Lyngby-Taarbæk, som gør vores rekrutteringsflade endnu større til gavn for virksomhederne. Lyngby-Taarbæk Kommune er et smørhul hvad angår højtuddannet arbejdskraft, da Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er placeret der, og de udklækker blandt andet rigtig mange ingeniører, som kan være et godt match til nogle af de job, der tilbydes i Frederikshavn Kommune. Samtidig ønsker vi, at de ledige får øje på de muligheder, der findes i Frederikshavn Kommune for at bo godt og leve et aktivt liv med et stort rådighedsbeløb, siger borgmester i Frederikshavn Birgit S. Hansen (Soc.dem.).

Frederikshavn Kommune vil samtidig stille op med ”tilflytterservice” i form af støtte og vejledning omkring bolig- og pasningsmuligheder, samt jobmuligheder for eventuel ægtefælle/kæreste. 

Ingeniører er eftertragtede viser denne reportage fra en jobmesse i Aalborg:

Ingeniørerne var eftertragtede på jobmessen i Aalborg, hvor firmaer fra hele landet gjorde sig til over for kommende medarbejdere.

I Lyngby-Taarbæk Kommune har aftalen også stor betydning. Jobcenter Lyngby-Taarbæk kan tilbyde unge ledige endnu en mulighed for at finde ind på arbejdsmarkedet.

- I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi mange ledige akademikere, fordi vi har flere uddannelsesinstitutioner og et universitet som DTU i byen. Til gengæld er der andre steder i landet, hvor man står og mangler højtuddannede medarbejdere til de lokale virksomheder. Vi vil meget gerne hjælpe de unge hurtigt ud på arbejdsmarkedet og også vise dem at man godt kan bo og arbejde andre steder i landet end i Storkøbenhavn. Det kan være en stor beslutning at flytte til en anden landsdel, selvom jobbet er det helt rigtige. Her er det vigtigt at trække på den øvrige service, der kan hjælpe tilflyttere til at slå sig ned i en nye kommune. Derfor giver det rigtig god mening, at vi samarbejder tæt med kommuner i andre dele af landet, og det er partnerskabsaftalen med Frederikshavn Kommune et godt eksempel på, siger borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Sofia Osmani (Kons.).


Seneste nyt

fra Nordjylland