Frederikshavn vil være vært for stort mesterskab

Frederikshavn er med i opløbet om at blive vært for næste års European Company Sport Games, som har 5.000 deltagere fra hele Europa.

En delegation fra European Federation for Sport Games er i disse dage i Frederikshavn for at studere forholdene i byen, inden den endelig afgørelsen træffes i juni næste år.

Palmestanden i Frederikshavn er første stop på dagens charme-tur i Frederikshavn onsdag.

- Det her er et fantastisk sted for alle deltagerne at komme for enten at have det sjovt eller slappe, fortæller Per Malmberg, som viser den internationale delegation rundt i Frederikshavn.

Palmestranden skal lægge sand til blandt andet beachvolley og beachhåndbold.

Udover Frederikshavn er Bordeaux og Ljubljana med i kampen om at blive vært for det store idrætsstævne i 2023.

Fra stranden går turen med den store delegation videre til Nordstrandcamping, hvor der skal kigges på campinghytter og minigolfbanen.

- Banerne er meget gode, og de har en høj standard til minigolf, lyder det fra Uwe Tronnier fra European Federation for Sport Games.

European Company Sport Games har mere end 5.000 deltagere, og legene vil genere en omsætning i værtsbyen på mellem 20 og 30 millioner kroner.

Den internationale delegation er imponeret, men Frederikshavn er ikke favorit.

- Hvis man skal sige noget, så bliver det svært for Frederikshavn. Jeg vil vurdere, at Bordeaux er favorit, siger Uwe Tronnier fra European Federation for Sport Games.

Til sommer afgøres det om Frederikshavn, Ljubljana eller Bordeaux får værtsskabet for mesterskaberne i 2023.


Seneste nyt

fra Nordjylland