Fritidstilbud: Pulsen kommer op i Frederikshavn

Pulsskolen i Frederikshavn byder på masser af aktivitet for 100 børn, som stifter bekendtskab med forskellige idrætsgrene.

Der er de børn, som slapper af i sommerferien - og så er der dem, der deltager i Pulsskolen i Frederikshavn. Lige nu giver 100 børn den gas med boldspil og fysiske aktiviteter - alt sammen i et forsøg på at få de unge til at interessere sig for sport - og måske gå ind i foreningslivet.

Og børnene går op i legene, som falder på et tørt sted efter et forår med masser af hjemmeundervisning.

- Man kan hygge sig med vennerne uden for skolen her i sommerferien. Nu har vi al det der corona, så der er meget, der er aflyst. Men så kan man stadig hygge sig her på Pulsskolen, siger Tristan Nielsen, der er elev på Ålbæk Skole.

Bred vifte af aktiviteter

Pulsskolen slår på, at den ikke er rettet mod en enkelt sportsdisciplin, men lader børnene få lov til at opleve en bred vifte af aktiviteter.

quote Og netop fordi det ikke nødvendigvis er nogle idrætsgrene, de behøver at blive supergode til, så er det mere leg, vi arbejder med.

Lasse Høj Kjeldsen, leder, Pulsskolens Sommer Camp, Frederikshavn

- De får lov til at prøve en masse forskellig idræt. De får lov til at være sammen med nogen på deres egen alder. Og de får lov til at have det sjovt med at dyrke idræt. Og netop fordi det ikke nødvendigvis er nogle idrætsgrene, de behøver at blive supergode til, så er det mere leg, vi arbejder med, siger leder af Pulsskolens Sommer Camp i Frederikshavn Lasse Høj Kjeldsen.

Lang venteliste

Frederikshavn Kommune har de seneste år valgt at betale for opholdet på skolen for 30 af de 100 børn, som ifølge kommunen kan have gavn af at stifte bekendtskab med sport. Og der er rift om de pladser.

- Det betyder faktisk, at vi i de seneste fire år har haft en lang venteliste, fordi der rent faktisk er et behov. Også fordi at fagpersonalet i kommunen har fået øje på, at der er det her gode tilbud, som ikke kræver det helt store. Man behøver ikke at være en ”sag” i kommunen for at kunne få sådan en visiteret plads, siger Renate Weilov, der er fritidstilbudsleder i Frederikshavn Kommune.

Som noget nyt i år har kommunen lavet en aftale med ti idrætsforeninger, så børnene kan komme på besøg og se, om foreningslivet er noget for dem.

- Hvis vi som kommune igennem det her projekt kan få nogen til at vælge nogle gode fællesskaber i stedet for nogle mindre gode fællesskaber, så er vi nået rigtig langt. Og det er også vores formål, siger Renate Weilov.


Seneste nyt

fra Nordjylland